Danmark er under snarlig invasion af zombier. I hvert fald hvis dette indlæg på A. Silvestris blog står til troende. Der er tale om en trilogi med titlerne:  Pandoras Væske, Samsons År og Akilles Selv. Jeg kender ikke voldsomt meget til hr. Silvestris skriverier, men jeg er stødt på hans navn på diverse litterære forums igennem nogle år efterhånden, så der er uden tvivl lagt både tid, kræfter – og blod, masser af blod – i foretagendet. I øvrigt er jeg allerede forelsket i titlen Pandoras Væske. Det kan kun blive godt med sådan en titel

Det er forlaget Valeta, der skal så for udgivelsen. Fedt at se, at der findes forlag her til lands, som tør binde an med de smalle genrer (som i min verden sagtens kan have en bred appel). Godt gået Valeta! Jeg håber virkelig for både forlag og forfatter, at den bog bliver god, og at det bliver en succes. Personligt agter jeg at anskaffe mig den, lige så snart den udkommer. Det er ved at være længe siden, jeg sidst læste en god historie om zombier, så det skal blive godt at sætte tænderne (så at sige – hø hø) i den slags igen.

I øvrigt kan jeg varmt anbefale den sidste zombie thingie jeg havde fat i. Det er The Walking Dead, som meget traditionelt udspiller sig i en postapokalyptisk verden, hvor overlevende mennesker bruger de fleste af deres vågne timer på at undgå de horder af zombier, der vælter rundt i landskabet. Når de så endelig har en ledig stund, bliver tiden gerne fordrevet med at nære god gammel mistillid til hinanden og planlægge, hvordan man bedst kan score de få lækre chicks, der er tilbage. Og alt dette præsenteres endda gennem en samlig ganske troværdige karakterer, som formår at formidle den følelse af desperation, der driver dem, til læseren. Herudover er det grafiske arbejde ret forrygende. Egentlig ganske enkelt i stilen. Men supert til at fremstille de skramlede og smadrede tilstande, der hersker både inden i og uden for personerne. The Walking Dead. Læs den, før du bliver ædt af din nabo.

For nylig var jeg inde at se Christoffer Nolans Inception. Jeg havde med vilje undladt at orientere mig særlig meget om filmen på forhånd. Blot vidste jeg fra venner, at den “holder for hårdt”. Og lad det være sagt med det samme: den holder for hårdt!

Hvis man som jeg vil have totaloplevelsen og ikke rigtig vide noget på forhånd, så undlad venligst at læse videre. Der er ikke direkte spoilers i det nedenstående, men de tematiske og narrative lag berøres.

Da jeg satte mig til rette i biografsædet, var jeg som nævnt ovenfor, praktisk taget uvidende om, hvad filmen handler om. Det viste sig at være en rigtig god disposition, idet de første tyve minutter er en hæsblæsende indføring i filmens præmis: det at invadere et menneskes drømme og udtrække information fra disse. I det konkrete tilfælde er der tale om industrispionage. Et godt, klassisk tema for en agentfilm. Eller er det ikke snarere science-fiction? Eller rendyrket action? Eller måske endda en art magisk realisme overført på cinematografiens domæne? Genremæssigt stikker den i alle disse retninger, og den skriver sig således hverken fuldstændigt ind i og ej heller op imod en enkelt genres gængse motiver.

Det gør den en smule vanskelig at få greb om på det tematiske plan. Bevares, den kan sagtens ses som en spændingsfilm og ikke så meget andet. Men der er flere ting på spil end blot det klassiske “tøm-pengeskabet-for-værdier-og-slip-væk-bagefter” tema. Eller retteligt er det vel “læg-værdierne-i-pengeskabet-og-slip-væk-bagefter”. Missionen i filmen viser sig nemlig hurtigt at gå ud på at plante en ide i en drømmers hoved istedet for at stjæle en. Formålet er at få den pågældende drømmer (en rigmands søn) til at træffe en beslutning, som på sigt får konsekvenser for hele kloden, uden at han ved, at han er blevet manipuleret til at træffe netop den beslutning.

Dette rejser nogle spændende spørgsmål omkring værdier i det hele taget. Hvordan vi påvirker hinanden til at tænke på bestemte måder, og ikke mindste den klassiske problemstilling, som går på, om målet helliger midlet. Mange af disse spørgsmål lader filmen stå ubesvarede hen, hvilket huer undertegnede udmærket. Faktisk kan det efter min mening ses som en forlængelse af temaet, at en film, der handler om, hvordan man får andre mennesker til at tænke på en bestemt måde, selv i høj grad lader det være op til beskueren at drage sine egne konklusioner. Denne pointe bliver udtrykt ganske eksplicit i filmen: “de ideer, der hænger ved, er dem, som et individ selv kommer på.” Man aner, at filmen holdningsmæssigt lægger sig op ad den diskurs i nutidens debat, der går på retten/pligten til fri meningsudveksling, hvis forudsætning uværgerligt er et vist fakultet for kreativitet i det enkelte individ: man påvirkes ganske vist af ideer udefra, men sine holdninger danner man selv.

Filmen belyser den informationsmanipulation, som vi hverdag udsætter hinanden for – både på et personligt og et mere samfundsmæssigt plan – og hvordan denne informationskontrol kan bruges til at få os til at danne bestemte holdninger, hvis den målrettes grundigt nok. Om en sådan målretning er af det gode eller det onde, giver filmen ikke rigtig noget bud på, og reelt set er det vel heller ikke muligt at besvare dette spørgsmål entydigt.

Men gad vidst, om ikke denne tematik – ud over at handle om friheden til at danne sine egne holdninger – kunne være en lille stikpille til de nyere former for ekstremt målrettet markedsføring, som er dukket op i de senere år, og som baserer sig på et grundigt kendskab til forbrugernes vaner og interesser, som markedsføringen på sigt også er med til at danne? Markedsføring bliver godt nok ikke nævnt konkret i filmen, men temaet stemmer utroligt godt overens med de af tidens diskurser som handler om, hvordan bl.a. Google i højere og højere grad kommer til at kende os som mennesker og forbrugere.

For slutteligt at vende tilbage til, hvordan filmen fungerer som film, kan jeg passende runde af med at sige, at det er befriende for en gangs skyld at se en Hollywoodfilm, hvor helten og heltinden ikke nødvendigvis automatisk skal blive forelskede i hinanden. Nogle mener godt nok, at de kvindelige karakterer ikke fungerer så godt, men det var ikke en mangel, jeg sad og spekulerede over, da jeg selv så filmen. De har deres plads i plottet, og den indtager de. Hverken mere eller mindre. Ingen påklistrede romancer her. Tak for det, Nolan.

Og så er der i øvrigt ikke noget så herligt som åbne slutninger. Punktum!

Før min kæreste og jeg drog på vores tre uger lange transatlantiske eventyr i sommerferien, fik jeg kontakt med en venlig journalist på Århus Stiftstidende. Han lavede et interview med mig, og sørme om ikke jeg ikke derfor under min ferie har været to steder på én gang. I USA. Og i Århus Stiftstidende. Begge dele en lettere surreel oplevelse – på den gode måde forstås

Artiklen fra stiften er desværre ikke at finde på nettet. Det betyder dog ikke, at min diminutive, men til gengæld fanatisk loyale fanskare skal snydes for at se den Jeg har derfor scannet artiklen og indsat billederne nedenfor. Her er teksten til de dovne, der ikke gider læse gnidrede billeder:

HØRNING: ”En god bog læser man ikke – den oplever man.”

Ordene kommer fra Sven Damgaard Ørnstrup, der efter et langt tilløb er sprunget ud som forfatter.

Tidligere på året debuterede han med fantasyromanen ”Vraggods”. En fortælling for voksne om kampen mellem det gode og det onde i et magisk univers. Med andre ord en klassisk fantasyfortælling.

”Fantasy foregår i et middelalderagtigt univers, hvor magi er en naturlig ting. Lidt a la i Ringenes Herre. Og så handler fantasy altid om det godes kamp mod det onde. Både på det overordnede og på det personlige plan,” forklarer Sven Damgaard Ørnstrup.

Kampen for den gode start

Sven har også kæmpet på det personlige plan med bogen.

Om ikke med det onde, så i hvert fald med starten.

”Jeg har vidst, at jeg skulle skrive en bog, siden jeg gik på højskole i Viborg i 1999. På det tidspunkt vidste jeg bare, at det skulle være en fantasy- eller science fiction-bog. Uden at ane hvad det skulle handle om,” fortæller forfatteren.

Det skulle også hurtigt vise sig, at det var svært at få hul på fortællingen.

”Jeg var fire år om at skrive starten. Men pludselig en dag var den der: det vidste jeg, fordi jeg havde lyst til at skrive videre på historien. Og den skrev jeg også færdig,” fortæller Sven.

Så skulle man tro, at resten af bogen bare kom af sig selv. Men sådan gik det langt fra. Det tog Sven Damgaard Ørnstrup ydereligere seks år, før bogen var færdig, og forlagene fik den tilsendt. De første, der modtog bogen, afviste den. Og Sven gik i gang med et større arbejde.

”Det hele blev skrevet om mange gange. Og inden jeg sendte den til det forlag, der endte med at udgive bogen, slettede jeg 25.000 ord. Der var alt for mange beskrivende ord i bogen, der bremsede handlingen,” forklarer Sven.

Forsinkede sommerfugle

Den nyudsprungne forfatter fik luget ud i beskrivelserne og fik bogen sendt af sted mod endnu et forlag.

Denne gang sendte han den til et lille århusiansk forlag.

”Og så skete der noget. Forlaget ”Hexameter” vendte tilbage, og sagde, at de ville udgive den.”

Beskeden satte gang i Svens mave.

”Jeg havde egentlig ikke været nervøs ved at sende bogen til forlagene. Sommerfuglene i maven, kom faktisk først, da jeg havde opnået, det jeg ville. Nemlig, at nogen ville udgive bogen.”

Efter at forlaget havde sagt god for bogen, startede endnu en gennemskrivning af den.

”Jeg fik min mor og min kæreste, som begge er uddannede i sprog, til at gennemgå bogen for stave- og grammatiske fejl. Og til at se på dramaturgien i fortællingen. Altså om historien hang sammen. For indholdet, fantasy-fortællingen, kunne de ikke så godt hjælpe med, da ingen af dem er fantasy-fans,” fortæller Sven.

”Bøger skal opleves”

Nu kunne man godt få den tanke, at en forfatter til en fantasybog for voksne, er et menneske, der lever i en verden, hvor magi og fantasyuniverset dominerer hverdagen.

Sådan er det ikke.

”Jeg læser også andre bøger; og beskæftiger mig med andet end fantasy. Faktisk læser jeg alt muligt. Bare det er godt,” siger han, og giver opskriften på, hvad en god bog er:

”En god bog er en, man ikke læser: man oplever den. Pludselig er der gået tre timer; fordi siderne nærmest vender sig selv. Sådan skulle det også gerne være med min bog,” siger den 31-årige forfatter.

Det er ikke mange nye indlaeg, det er blevet til de sidste par uger eller tre. Men paa den anden side: det er heller ikke lige frem overvaeldende, hvad jeg har haft af internetadgang. Meget rart faktisk. Ogsaa selvom jeg har foelt mig lidt noegen

Jeg lover dog, at der snart kommer mere gang i tingene igen. Blandt andet har jeg faaet laest noget Jim Butcher her i sommerheden. Det fortjener omtale.

Jeg forventer ogsaa snarligt at kunne spille Read Dead Redemption. Naar jeg har faaet gjort det til min hjertens lyst – og lidt til - og traekker mig tilbage som gun slinger, kommer der nok ogsaa en lille selvbiografi om mine dage som cowboyder. Den genre er jo saa populaer.

Foreloebig god sommer til alle lidt endnu!

Nej, baby (aka Vraggods) lever tværtimod i bedste velgående.

For et par uger siden tog et online fodboldspil, som jeg dyrker, en temmelig morsom drejning. En morgen da jeg lidt søvnigt loggede ind for at se, om mine spillere skulle have modtaget et træningspas eller to, blev jeg mødt af nedenstående besked på ligakonferencen. Jeg har gået og smågnægget lige siden. For det er bare god humor i min verden. Og så blev jeg faktisk også lidt rørt over, at der er nogen, der har har lyst til at støtte en nyudsprungen forfatter

Advarsel! Det følgende indslag er ekstremt nørdet. Dette var, hvad der mødte mig på konferencen.

Rygterne har svirret omkring Århus-klubben El Caminos in the West (min klub), hvor manager javert (undertegnede) har lignet en tordensky den seneste uge. Træningen har budt på løjerlige discipliner som “selvmål på mange måder”, “sløset opdækning”, “ram pølsevognen i stedet for målet” og den klassiske “smør på handskerne” til målmændene. Spillerne har ikke fået nogen forklaring på denne yderst besynderlige opførsel, der yderligere mistænkeliggøres af det faktum, at hele førsteholdstruppen desværre har fået booket tid ved tandlægen søndag ved 16-tiden og derfor ikke kan stille op mod frygtindgydende LTF.

Journalisten har dog – forklædt som pedel – fået adgang til javerts kontor og har fundet en mystisk besked på et stykke sammenkrøllet papir. Teksten – dannet af bogstaver klippet ud af tilbudsaviser – lyder: “STIL MED RESERVERNE PÅ SØNDAG OG SØRG FOR AT TABE STORT. ELLERS DØR BABY”. En direkte trussel, som manager javert tilsyneladende har taget så seriøst, at han har valgt at gå målrettet efter et ydmygende stort nederlag. Men journalisten har manglet den sidste brik, der dog faldt på plads efter et kig i javerts skrivebordsskuffe. Følgende billede er tilsyneladende det, der har skræmt javert til at stille med reserverne. Avisen kan oprigtigt ikke forklare den rette sammenhæng, men så snart vi finder ud af, hvorfor billedet er vigtigt for manager javert, skal vi opdatere denne artikel:

Ja, spørger man mig sådan helt generelt, så kan jeg kun sige: “som regel ikke noget godt.”

Jeg gør dog mit bedste til, at det skal blive anderledes med efterfølgeren til Vraggods. Bind 2 får titlen Aiglans Garde, og det går faktisk overraskende fint med at skrive den. Jeg har netop afsluttet et afsnit omkring Marlen, hvor magisystemet udfoldes lidt mere, end det blev i bind I, og derudover er jeg minsandten også færdig med prologen.

Hvad er det i øvrigt med fantasy og prologer? Jeg kender få andre genrer, der i den grad er henfalden til prologer. Eller dedikationer for den sags skyld. Ikke at jeg ikke selv benytter mig af den slags. Men hvorfor er det lige blevet kutyme? Hvorfor skal fantasyforfattere absolut takke hele verden for, at den har været så tålmodig, mens man skrev bogen, når alle mulige andre forfattere ikke skal? Er vi mere høflige? Jeg tror det næppe. Mere udfordrede på vores skriveproces? Sikkert ikke. Mere melodramatiske? Hmm … svært at sige.

Og hvad med prologerne? Ja, jeg ved godt, at flere handlingsspor (som unægtelig kendetegner fantasygenren) gør det nemt at undskylde et lille indslag fra “the dark side” i starten af bogen. Men er det virkelig nødvendigt? Har vi måske bare set for mange film og erkender instinktivt, at berettermodellens dramatiske anslag også fungerer på skrift, når man ønsker at fastholde publikum fra starten af en fortælling? Tjae … det kan vel ikke afvises. Kan det gøres anderledes? Sikkert. Kommer jeg til at gøre det anderledes i Aiglans Garde? Nææ.

Tror under alle omstændigheder, at det er vigtigt at huske, at drama uden en ordentlig fortælling og interessante karakterer til at motivere det dramatiske er … røvsygt. Sikkert derfor at Sex and the City filmen (ja, jeg indrømmer det blankt: jeg elsker serien – fantastisk persongalleri.) var temmelig so so. Jeg nægter i øvrigt at se toeren.

Bum bum … gad vidst om jeg egentlig kom til at lave en skramme i mit fantasynørdimage med den indrømmelse? Tror, jeg stopper, inden der kommer flere chokerende sandheder på bordet. Afslutningsvist må jeg hellere minde mig selv om at huske at holde fokus på den interessante fortælling fremfor at lade virkemidlerne bære det hele. Der skulle helst ikke være nogen kolosser på lerfødder her. Ud over Mister Big måske. Men hans fødder er jo ikke rigtigt af ler.

Jeg har aldrig læst noget af Catherine Asaro, før jeg læste Primary Inversion. Og det er jeg glad for. Det betyder nemlig, at jeg har et helt dugfriskt forfatterskab til gode. Nu håber jeg bare, at de næste bøger i serien om the Ruby Dynasty besidder de samme kvaliteter som den første.

Primary Inversion er benhård, velfortalt scifi med runde hjørner og bred appel. Den tager de bedste elementer fra space operaen og den hårde science fiction og blander dem i et orgie af laserlys og lødig litteratur. Bogen har en troværdig teknologidel (det er tilsyneladende ikke for ingenting, at Asaro er Ph.D. i kemisk fysik fra Harvard), et velfortalt plot, lækkert, fyldigt og smidigt sprog samt et persongalleri, der formår at engagere læseren. Hvad mere kan man ønske sig?

Det teknologiske setup kunne tænkes at trække på eksempelvis Asimov og Gibson, da vi både finder telepati og en art cyberspace. Herudover støder læseren også på en god del augmented reality som det sig hør og bør i en rigtig scififortælling nu om dage. Det er desuden interessant at se, at Asaro i høj grad ser fremtidens rumfarende mennesker som organiseret i feudallignende samfund – på nær én fraktion, som er demokratisk. Det feudale aspekt vækker minder om Frank Herberts Dune, men er efter min mening mere realistisk beskrevet – eller mere nuanceret skulle jeg måske sige.

Jeg sidder nu og vrider min hjerne efter noget skidt at sige. For en anmeldelse bør jo påpege mindst én svaghed. Men jeg kan simpelthen ikke finde på noget. Jeg er ganske enkelt vild med det faktum, at jeg er stødt på en roman, som blander hård science fiction og space opera på så eminent vis som Primary Inversion.

I søndags holdt verden vejret. Ikke hele dagen, men i hvert fald mens jeg udtrak vinderen af konkurrencen om et signeret eksemplar af Vraggods. Okay, måske var det ikke hele verden, der holdt vejret. Men jeg gjorde i hvert fald. Eller det gjorde jeg faktisk ikke. Men spændende var det under alle omstændigheder!

51 mennesker fra det ganske land havde besluttet sig for at deltage i konkurrencen. Heraf havde de 50 svaret rigtigt.

Fremgangsmåden ved lodtrækningen var som følger: navnene på ophavsmændene og -kvinderne bag de rigtige svar blev indsat i et worddokument, printet og herefter under stor koncentration klippet ud, så der til slut var at forefinde 50 styks små papirlapper med ét navn på hver. Disse lagdes med nænsom hu i en fin og retromoderne skål, som udmærker sig ved at være emaljeret orange indvendigt med et trælignende finish udvendigt. Faktisk er den ganske pæn.

Herefter holdt undertegnede sig uden nogen videre falbelader sig for øjnene med den ene hånd, mens han med den anden trak et navn op hatten – undskyld skålen. Dette navn er – tadaaa:

Ann-Britt Braunscheier fra København. Tillykke til Ann-Britt. Der er ét styks signeret fantasyroman på vej med posten.

I øvrigt tak til alle jer, der havde lyst til at deltage i konkurrencen! Det har været rart at mærke jeres interesse for projektet.

Vind et signeret eksemplar af Vraggods – en ny dansk fantasyroman henvendt til voksne læsere. Du behøver blot at svare rigtigt spørgsmålet nedenfor, og så er du med i lodtrækningen om bogen.

Spørgsmålet lyder:

Hvad hedder den landsby, som hovedpersonerne Erik og Odd stammer fra?

Svaret findes på dette link

Send dit svar til abaddonsarv@fantascifi.org

Vinderen bliver udtrukket den 2. maj og får direkte besked.

Du kan bruge ikonerne neden for til at dele dette indlæg på Facebook, Twitter, mail og mange andre steder.

UPDATE 2. MAJ: der er trukket lod blandt de rigtige besvarelser. Vinderen har fået besked, og et lidt mere fyldigt referat af den åndeløst spændende lodtrækning følger snarest.

Idag faldt jeg over en virkelig seværdig lille animationsfilm. Den varer et par minutter og går i al sin enkelhed ud på, at en flok pixelerede C64 figurer – heriblandt Pacman og Donkey Kong – angriber New York. Faktisk minder angriberne mig en smule om de fjendtlige Inhibitors i Alastair Reynolds Absolution Gap. Gad vide, om det er her inspirationen kommer fra?

Nyd filmen her:

PIXELS by PATRICK JEAN.
Uploaded by onemoreprod. – Independent web videos.