For nylig var jeg inde at se Christoffer Nolans Inception. Jeg havde med vilje undladt at orientere mig særlig meget om filmen på forhånd. Blot vidste jeg fra venner, at den “holder for hårdt”. Og lad det være sagt med det samme: den holder for hårdt!
Hvis man som jeg vil have totaloplevelsen og ikke rigtig vide noget på forhånd, så undlad venligst at læse videre. Der er ikke direkte spoilers i det nedenstående, men de tematiske og narrative lag berøres.
Da jeg satte mig til rette i biografsædet, var jeg som nævnt ovenfor, praktisk taget uvidende om, hvad filmen handler om. Det viste sig at være en rigtig god disposition, idet de første tyve minutter er en hæsblæsende indføring i filmens præmis: det at invadere et menneskes drømme og udtrække information fra disse. I det konkrete tilfælde er der tale om industrispionage. Et godt, klassisk tema for en agentfilm. Eller er det ikke snarere science-fiction? Eller rendyrket action? Eller måske endda en art magisk realisme overført på cinematografiens domæne? Genremæssigt stikker den i alle disse retninger, og den skriver sig således hverken fuldstændigt ind i og ej heller op imod en enkelt genres gængse motiver.
Det gør den en smule vanskelig at få greb om på det tematiske plan. Bevares, den kan sagtens ses som en spændingsfilm og ikke så meget andet. Men der er flere ting på spil end blot det klassiske “tøm-pengeskabet-for-værdier-og-slip-væk-bagefter” tema. Eller retteligt er det vel “læg-værdierne-i-pengeskabet-og-slip-væk-bagefter”. Missionen i filmen viser sig nemlig hurtigt at gå ud på at plante en ide i en drømmers hoved istedet for at stjæle en. Formålet er at få den pågældende drømmer (en rigmands søn) til at træffe en beslutning, som på sigt får konsekvenser for hele kloden, uden at han ved, at han er blevet manipuleret til at træffe netop den beslutning.
Dette rejser nogle spændende spørgsmål omkring værdier i det hele taget. Hvordan vi påvirker hinanden til at tænke på bestemte måder, og ikke mindste den klassiske problemstilling, som går på, om målet helliger midlet. Mange af disse spørgsmål lader filmen stå ubesvarede hen, hvilket huer undertegnede udmærket. Faktisk kan det efter min mening ses som en forlængelse af temaet, at en film, der handler om, hvordan man får andre mennesker til at tænke på en bestemt måde, selv i høj grad lader det være op til beskueren at drage sine egne konklusioner. Denne pointe bliver udtrykt ganske eksplicit i filmen: “de ideer, der hænger ved, er dem, som et individ selv kommer på.” Man aner, at filmen holdningsmæssigt lægger sig op ad den diskurs i nutidens debat, der går på retten/pligten til fri meningsudveksling, hvis forudsætning uværgerligt er et vist fakultet for kreativitet i det enkelte individ: man påvirkes ganske vist af ideer udefra, men sine holdninger danner man selv.
Filmen belyser den informationsmanipulation, som vi hverdag udsætter hinanden for – både på et personligt og et mere samfundsmæssigt plan – og hvordan denne informationskontrol kan bruges til at få os til at danne bestemte holdninger, hvis den målrettes grundigt nok. Om en sådan målretning er af det gode eller det onde, giver filmen ikke rigtig noget bud på, og reelt set er det vel heller ikke muligt at besvare dette spørgsmål entydigt.
Men gad vidst, om ikke denne tematik – ud over at handle om friheden til at danne sine egne holdninger – kunne være en lille stikpille til de nyere former for ekstremt målrettet markedsføring, som er dukket op i de senere år, og som baserer sig på et grundigt kendskab til forbrugernes vaner og interesser, som markedsføringen på sigt også er med til at danne? Markedsføring bliver godt nok ikke nævnt konkret i filmen, men temaet stemmer utroligt godt overens med de af tidens diskurser som handler om, hvordan bl.a. Google i højere og højere grad kommer til at kende os som mennesker og forbrugere.
For slutteligt at vende tilbage til, hvordan filmen fungerer som film, kan jeg passende runde af med at sige, at det er befriende for en gangs skyld at se en Hollywoodfilm, hvor helten og heltinden ikke nødvendigvis automatisk skal blive forelskede i hinanden. Nogle mener godt nok, at de kvindelige karakterer ikke fungerer så godt, men det var ikke en mangel, jeg sad og spekulerede over, da jeg selv så filmen. De har deres plads i plottet, og den indtager de. Hverken mere eller mindre. Ingen påklistrede romancer her. Tak for det, Nolan.
Og så er der i øvrigt ikke noget så herligt som åbne slutninger. Punktum!
Jeg havde helt glemt, at hun hed Ariadne. Men jeg kan da godt se, at lige præcis det navn er velvalgt i forbindelse med labyrintmotivet. I øvrigt er det vel også ved hendes hjælp, at Cobb finder ind til sin egen personlige Minotaurus og ud igen, lige som den oprindelige Ariadne hjalp Theseus med samme projekt …
Sjovt i øvrigt som Hollywood har en forkærlighed for referencer til græsk mytologi.
Det er nu en god film
Da jeg havde set den, sad jeg tilbage med en følelse af, at der var noget med arkitektens navn: Ariadne. Jeg er ikke så stærk i græsk mytologi, og tænker, at andre måske også kan bruge lidt info på det punkt:
http://en.wikipedia.org/wiki/Ariadne
Se evt. også Ariadne’s thread.
Det giver lidt ekstra indblik i arkitektens rolle i forhold til Cobb, selvom jeg syntes, det var den mest irriterende (Hollywoodske) del af filmen.
Tak for anmeldelsen! Jeg er blevet lidt klogere på, om jeg har lyst til at se den.