Tiltaget sker – ud over fordelen ved at have tingene samlet på ét sted – i erkendelse af, at mit marketingbudget kan ligge på et meget lille sted. Og at domæner er billige. For jeg håber naturligvis, at Google vil være min ven og indeksere det nye site fornuftigt, så folk kan finde mig, når de søger efter fantasybøger på nettet. Hvis I har lyst til at give mig en hjælpende hånd med min ranking, så bliver jeg evigt taknemmelig, hvis I smider et link til fantasyboger.com  på jeres egen blog eller på twitter, eller hvor det nu kan være!!

Forsiden til Vraggods - første bind i Abaddons Arv

Den anden dag fik jeg en mail fra en læser af min fantasybog, Vraggods. Mailen var ikke lang. Men den vakte til gengæld stor glæde! Så stor at jeg simpelthen bliver nødt til at dele den med verden. Ordlyden var som følger:

Jeg må altså indrømme, at jeg er blevet totalt fanget af bogen. Er lige blevet færdig og sidder og ærgrer mig over, at der ikke er flere sider. Det må da siges at være en vellykket bog så. I starten synes jeg, at der var for mange personer og historier kørende men efterhånden bliver bogen mere flydende at læse, og er ikke til at ligge fra sig. Rigtig god debut. Glæder mig afsindigt til næste bog.

Tusind mange tak for de ord – du ved, hvem du er! Sådan en mail er bare fantastisk motiverende, så nu skal der kløs på med bind to, så vi kan få nogle flere danske fantasybøger for de voksne læsere på markedet!

Sagt på en anden måde: første gennemskrivning af Aiglans Garde er færdig, og nu skal der læses korrektur. I den forbindelse vil jeg ikke forsømme at dele lidt skrivetips omkring min arbejdsproces og romanskrivning i det hele taget. Forhåbentlig kan det være til inspiration for andre! Mere info omkring bogens indhold og handling følger senere, når vi kommer tættere på udgivelsen.

1. Okay. Altså. Skrivetip nummer et. Det første jeg gør, når jeg skal igang med en bog, er faktisk forholdsvist diffust. Måske er det fordi, det blot er anden gang, jeg har været igennem processen – sådan for real. Det der dusin halvsløje indledninger, jeg har liggende på computeren, gælds nemlig ikke. Eller også, og den forklaring hælder jeg mere til, vil det altid være sådan, fordi en skabende handling højst lader sig dirigere  - ikke tøjle. Processen kan dog nogenlunde løseligt beskrives således: jeg finder ud af omtrent, hvad bogen skal handle om og beslutter mig for, hvad den skal begynde med, og hvordan den skal slutte.
2. Herefter strukturerer jeg spændet mellem begyndelsen og slutningen lidt mere. Men ikke voldsomt detaljeret.
3. Så går jeg igang med at skrive. Jeg sørger altid for at planlægge de næste tyve sider, jeg skal skrive, meget minutiøst. På den måde undgår jeg at gå i stå, når jeg sidder og tamper i tasterne. Der er ikke noget værre end at gå i stå, fordi man ikke ved, hvad der skal ske. Det ødelægger flowet i både handlingen og sproget. Desuden er det, at jeg kontinuerligt planlægger handlingens detaljer, mens jeg skriver, med til at skabe fleksibilitet i forhold til historiens udvikling. Jeg vil tro, at det er en smagssag, om man bryder sig om dette, eller om man hellere vil have alt planlagt på forhånd. For mig er det meget motiverende, at jeg gennem hele bogens tilblivelsestid får lov til at være kreativ på både det plotmæssige og det sproglige plan.
4. Når jeg er færdig med dagens skrivning, læser jeg det skrevne højt for mig selv (nogle gange lige efter, jeg har skrevet det. Andre gange dagen efter. Det kommer sig ikke så nøje). Højtlæsningen fanger rigtig mange sproglige bommerter og kluntede formuleringer.
5. Ovenstående proces med planlægning ca. tyve sider frem og derefter skrivning gentages, indtil bogen er færdig. Hvis man skriver tre- til firetusinde ord om ugen i gennemsnit, går det såmænd rimelig tjept. Min oplevelse er, at det i det lange løb er langt mere effektivt at skrive begrænsede mængder tekst ofte, end at tage nogle store ryk med lange mellemrum. Man får simpelthen produceret mere tekst, og teksten bliver mere sammenhængende, fordi man har fingrene i den ofte.
6. Når manuskriptet er skrevet igennem første gang, printer jeg det ud og læser det igennem. Det kan godt være en omstændelig proces, for der er som regel rigtig mange ting, der skal files på. Både hvad angår plot, sprog og karakterer. Rettelserne indfører jeg i hånden og skriver dem ind på computer bagefter. Et godt skrivetip i denne sammenhæng er at lave brede margener og kun printe på én side. Så er der masser af plads til rettelser.
7. Så printer jeg manuskriptet igen og gentager processen.
8. Så printer jeg det igen. Men denne gang sender jeg det til mine betalæsere samt min redaktør, som giver kritik på de overordnede ting i forhold til tekstens sammenhæng. Når jeg får deres kommentarer tilbage, tager jeg stilling til dem og retter til på de områder, hvor jeg synes, de har nogle gode pointer. Fordelen ved at have manuskriptet ude ved flere personer, er, at man kan se, om der er kommentarer, der går igen fra person til person. Er der det, er der nok noget om snakken! Grunden til, at jeg sender manusset til betalæserne så forholdsvist sent i processen, er, at man grundlæggende skal kunne få en læseoplevelse ud af en tekst (hvilket kræver, at den er sammenhængende og forholdsvis fri for fejl) for at kunne tage stilling til, om der på det overordnede plan er ting, som kan gøres anderledes. Er der for mange sproglige fejl og kontinuitetsbommerter, bliver man bare irriteret over disse og har svært ved at se de store linjer.
9. Så printer jeg for fjerde gang. Denne gang ryger manusset af sted til mine korrekturlæsere (inklusive undertegnede). Når manuskriptet kommer tilbage, indfører jeg rettelserne. Og tro mig: der er som regel masser af rettelser, selvom jeg på nuværende tidspunkt i processen har været igennem teksten rigtig mange gange!
10. Måske tager jeg en sidste rundes korrektur selv. Behovet for dette tager jeg lidt på fornemmeren …
11. Manuskriptet ryger af sted til min forlægger, som sætter det op til trykning. Det føles forholdsvis stort at nå til dette punkt i processen, skulle jeg hilse og sige!!

Ja, det var så det – en lille samling skrivetips, som går på de overordnede aspekter af min proces. Eller hov, jeg glemte vist et enkelt: husk at krydse både fingre og tæer for, at læserne kan lide bogen

Nå ja, og så lige en allersidste ting. Første bind i Abaddons Arv, Vraggods, kan købes på de fleste netboghandler. Blandt andet hos Gyldendal …

Artiklen fra stiften er desværre ikke at finde på nettet. Det betyder dog ikke, at min diminutive, men til gengæld fanatisk loyale fanskare skal snydes for at se den Jeg har derfor scannet artiklen og indsat billederne nedenfor. Her er teksten til de dovne, der ikke gider læse gnidrede billeder:

HØRNING: ”En god bog læser man ikke – den oplever man.”

Ordene kommer fra Sven Damgaard Ørnstrup, der efter et langt tilløb er sprunget ud som forfatter.

Tidligere på året debuterede han med fantasyromanen ”Vraggods”. En fortælling for voksne om kampen mellem det gode og det onde i et magisk univers. Med andre ord en klassisk fantasyfortælling.

”Fantasy foregår i et middelalderagtigt univers, hvor magi er en naturlig ting. Lidt a la i Ringenes Herre. Og så handler fantasy altid om det godes kamp mod det onde. Både på det overordnede og på det personlige plan,” forklarer Sven Damgaard Ørnstrup.

Kampen for den gode start

Sven har også kæmpet på det personlige plan med bogen.

Om ikke med det onde, så i hvert fald med starten.

”Jeg har vidst, at jeg skulle skrive en bog, siden jeg gik på højskole i Viborg i 1999. På det tidspunkt vidste jeg bare, at det skulle være en fantasy- eller science fiction-bog. Uden at ane hvad det skulle handle om,” fortæller forfatteren.

Det skulle også hurtigt vise sig, at det var svært at få hul på fortællingen.

”Jeg var fire år om at skrive starten. Men pludselig en dag var den der: det vidste jeg, fordi jeg havde lyst til at skrive videre på historien. Og den skrev jeg også færdig,” fortæller Sven.

Så skulle man tro, at resten af bogen bare kom af sig selv. Men sådan gik det langt fra. Det tog Sven Damgaard Ørnstrup ydereligere seks år, før bogen var færdig, og forlagene fik den tilsendt. De første, der modtog bogen, afviste den. Og Sven gik i gang med et større arbejde.

”Det hele blev skrevet om mange gange. Og inden jeg sendte den til det forlag, der endte med at udgive bogen, slettede jeg 25.000 ord. Der var alt for mange beskrivende ord i bogen, der bremsede handlingen,” forklarer Sven.

Forsinkede sommerfugle

Den nyudsprungne forfatter fik luget ud i beskrivelserne og fik bogen sendt af sted mod endnu et forlag.

Denne gang sendte han den til et lille århusiansk forlag.

”Og så skete der noget. Forlaget ”Hexameter” vendte tilbage, og sagde, at de ville udgive den.”

Beskeden satte gang i Svens mave.

”Jeg havde egentlig ikke været nervøs ved at sende bogen til forlagene. Sommerfuglene i maven, kom faktisk først, da jeg havde opnået, det jeg ville. Nemlig, at nogen ville udgive bogen.”

Efter at forlaget havde sagt god for bogen, startede endnu en gennemskrivning af den.

”Jeg fik min mor og min kæreste, som begge er uddannede i sprog, til at gennemgå bogen for stave- og grammatiske fejl. Og til at se på dramaturgien i fortællingen. Altså om historien hang sammen. For indholdet, fantasy-fortællingen, kunne de ikke så godt hjælpe med, da ingen af dem er fantasy-fans,” fortæller Sven.

”Bøger skal opleves”

Nu kunne man godt få den tanke, at en forfatter til en fantasybog for voksne, er et menneske, der lever i en verden, hvor magi og fantasyuniverset dominerer hverdagen.

Sådan er det ikke.

”Jeg læser også andre bøger; og beskæftiger mig med andet end fantasy. Faktisk læser jeg alt muligt. Bare det er godt,” siger han, og giver opskriften på, hvad en god bog er:

”En god bog er en, man ikke læser: man oplever den. Pludselig er der gået tre timer; fordi siderne nærmest vender sig selv. Sådan skulle det også gerne være med min bog,” siger den 31-årige forfatter.

For et par uger siden tog et online fodboldspil, som jeg dyrker, en temmelig morsom drejning. En morgen da jeg lidt søvnigt loggede ind for at se, om mine spillere skulle have modtaget et træningspas eller to, blev jeg mødt af nedenstående besked på ligakonferencen. Jeg har gået og smågnægget lige siden. For det er bare god humor i min verden. Og så blev jeg faktisk også lidt rørt over, at der er nogen, der har har lyst til at støtte en nyudsprungen forfatter

Advarsel! Det følgende indslag er ekstremt nørdet. Dette var, hvad der mødte mig på konferencen.

Rygterne har svirret omkring Århus-klubben El Caminos in the West (min klub), hvor manager javert (undertegnede) har lignet en tordensky den seneste uge. Træningen har budt på løjerlige discipliner som “selvmål på mange måder”, “sløset opdækning”, “ram pølsevognen i stedet for målet” og den klassiske “smør på handskerne” til målmændene. Spillerne har ikke fået nogen forklaring på denne yderst besynderlige opførsel, der yderligere mistænkeliggøres af det faktum, at hele førsteholdstruppen desværre har fået booket tid ved tandlægen søndag ved 16-tiden og derfor ikke kan stille op mod frygtindgydende LTF.

Journalisten har dog – forklædt som pedel – fået adgang til javerts kontor og har fundet en mystisk besked på et stykke sammenkrøllet papir. Teksten – dannet af bogstaver klippet ud af tilbudsaviser – lyder: “STIL MED RESERVERNE PÅ SØNDAG OG SØRG FOR AT TABE STORT. ELLERS DØR BABY”. En direkte trussel, som manager javert tilsyneladende har taget så seriøst, at han har valgt at gå målrettet efter et ydmygende stort nederlag. Men journalisten har manglet den sidste brik, der dog faldt på plads efter et kig i javerts skrivebordsskuffe. Følgende billede er tilsyneladende det, der har skræmt javert til at stille med reserverne. Avisen kan oprigtigt ikke forklare den rette sammenhæng, men så snart vi finder ud af, hvorfor billedet er vigtigt for manager javert, skal vi opdatere denne artikel:

Jeg gør dog mit bedste til, at det skal blive anderledes med efterfølgeren til Vraggods. Bind 2 får titlen Aiglans Garde, og det går faktisk overraskende fint med at skrive den. Jeg har netop afsluttet et afsnit omkring Marlen, hvor magisystemet udfoldes lidt mere, end det blev i bind I, og derudover er jeg minsandten også færdig med prologen.

Hvad er det i øvrigt med fantasy og prologer? Jeg kender få andre genrer, der i den grad er henfalden til prologer. Eller dedikationer for den sags skyld. Ikke at jeg ikke selv benytter mig af den slags. Men hvorfor er det lige blevet kutyme? Hvorfor skal fantasyforfattere absolut takke hele verden for, at den har været så tålmodig, mens man skrev bogen, når alle mulige andre forfattere ikke skal? Er vi mere høflige? Jeg tror det næppe. Mere udfordrede på vores skriveproces? Sikkert ikke. Mere melodramatiske? Hmm … svært at sige.

Og hvad med prologerne? Ja, jeg ved godt, at flere handlingsspor (som unægtelig kendetegner fantasygenren) gør det nemt at undskylde et lille indslag fra “the dark side” i starten af bogen. Men er det virkelig nødvendigt? Har vi måske bare set for mange film og erkender instinktivt, at berettermodellens dramatiske anslag også fungerer på skrift, når man ønsker at fastholde publikum fra starten af en fortælling? Tjae … det kan vel ikke afvises. Kan det gøres anderledes? Sikkert. Kommer jeg til at gøre det anderledes i Aiglans Garde? Nææ.

Tror under alle omstændigheder, at det er vigtigt at huske, at drama uden en ordentlig fortælling og interessante karakterer til at motivere det dramatiske er … røvsygt. Sikkert derfor at Sex and the City filmen (ja, jeg indrømmer det blankt: jeg elsker serien – fantastisk persongalleri.) var temmelig so so. Jeg nægter i øvrigt at se toeren.

Bum bum … gad vidst om jeg egentlig kom til at lave en skramme i mit fantasynørdimage med den indrømmelse? Tror, jeg stopper, inden der kommer flere chokerende sandheder på bordet. Afslutningsvist må jeg hellere minde mig selv om at huske at holde fokus på den interessante fortælling fremfor at lade virkemidlerne bære det hele. Der skulle helst ikke være nogen kolosser på lerfødder her. Ud over Mister Big måske. Men hans fødder er jo ikke rigtigt af ler.

I søndags holdt verden vejret. Ikke hele dagen, men i hvert fald mens jeg udtrak vinderen af konkurrencen om et signeret eksemplar af Vraggods. Okay, måske var det ikke hele verden, der holdt vejret. Men jeg gjorde i hvert fald. Eller det gjorde jeg faktisk ikke. Men spændende var det under alle omstændigheder!

51 mennesker fra det ganske land havde besluttet sig for at deltage i konkurrencen. Heraf havde de 50 svaret rigtigt.

Fremgangsmåden ved lodtrækningen var som følger: navnene på ophavsmændene og -kvinderne bag de rigtige svar blev indsat i et worddokument, printet og herefter under stor koncentration klippet ud, så der til slut var at forefinde 50 styks små papirlapper med ét navn på hver. Disse lagdes med nænsom hu i en fin og retromoderne skål, som udmærker sig ved at være emaljeret orange indvendigt med et trælignende finish udvendigt. Faktisk er den ganske pæn.

Herefter holdt undertegnede sig uden nogen videre falbelader sig for øjnene med den ene hånd, mens han med den anden trak et navn op hatten – undskyld skålen. Dette navn er – tadaaa:

Ann-Britt Braunscheier fra København. Tillykke til Ann-Britt. Der er ét styks signeret fantasyroman på vej med posten.

I øvrigt tak til alle jer, der havde lyst til at deltage i konkurrencen! Det har været rart at mærke jeres interesse for projektet.

Spørgsmålet lyder:

Hvad hedder den landsby, som hovedpersonerne Erik og Odd stammer fra?

Svaret findes på dette link

Send dit svar til abaddonsarv@fantascifi.org

Vinderen bliver udtrukket den 2. maj og får direkte besked.

Du kan bruge ikonerne neden for til at dele dette indlæg på Facebook, Twitter, mail og mange andre steder.

UPDATE 2. MAJ: der er trukket lod blandt de rigtige besvarelser. Vinderen har fået besked, og et lidt mere fyldigt referat af den åndeløst spændende lodtrækning følger snarest.

Den dårlige nyhed er, at den næsten er udsolgt, og at 2. oplag først er klar om en uge eller to. Men fortvivl ej. Der kommer altså snart et nyt oplag, så skulle du få besked om, at den er udsolgt, når du forsøger at købe den, så bare reserver et eksemplar. Der går ikke så længe, inden det er klar.

I øvrigt ved jeg godt, at ovenstående rim er lidt corny. Den eneste grund til, at jeg lader det stå er, at jeg ikke opdagede, at det rimer, før jeg havde skrevet det ned

For dem, der ikke kender til lektørsystemet, kan jeg oplyse, at lektørerne er et korps af bibliotekarer, som læser en pokkers masse bøger og herefter udarbejder en skriftlig vurdering af det, de har læst. Disse vurderinger fungerer som indkøbsvejledninger for landets biblioteker. Vil man gerne op at stå på hylderne rundt omkring, er det derfor temmelig vigtigt at få en god lektørudtalelse.

I udtalelsen for Vraggods skriver lektøren blandt andet:

“… det er velskrevet og gedigen klassisk fantasy, som Sven Damgaard Ørnstrup her debuterer med. (…) Forhåbentlig bliver denne serie en succes, da original dansk fantasy for ældre teenagere og voksne er noget af en mangelvare. (…) Sven Damgaard Ørnstrup kan sin fantasy, og det er tydeligt, at hans selvopfundne verden trækker på arven og konventionerne fra blandt andet Tolkien. Men Sven Ørnstrup formår også at gøre sin fantasy-verden til sin helt egen.”

De ord varmer langt ind i sjælen, da det er rigtig mange års arbejde, der her bliver modtaget så positivt! Bibliotekerne har allerede anskaffet nogle eksemplarer. De kan findes på bibliotek.dk.

Hvis man har lyst til at læse Vraggods, men hellere vil eje den, så kan den købes på fx SAXO.