For nylig besluttede jeg mig for at læse Stephanie Meyers Twilight (Tusmørke hvis man læser den på dansk). Der har været så meget ståhej omkring de bøger og hele den nye genre “dark romance”, at jeg ikke rigtig synes, jeg kunne lade den være ulæst længere. I hvert fald ikke hvis jeg skal kunne hævde at vide bare et minimum om, hvad der rører sig på fantasy-/gyser-/horrorscenen. Diskussionen om, hvilken genre Twilight så hører hjemme i, gemmer jeg i øvrigt til en anden god gang 
I hvert fald hændte der det, at jeg, en voksen mand på 32, sneg mig ind på Play.com og klikkede fordægtigt på ”køb”. Jeg tror ikke, der var nogen, der så mig. Men hvis de gjorde, ville det egentlig være okay. For min angst for at få pigelus og blive smittet med romantik blev gjort grundigt til skamme. Dermed ikke sagt, at der ikke er masser romantik og betingelsesløs kærlighed i bogen. Men det bliver serveret på en måde, så man ikke drukner (helt) i sødsuppe. Ros til Stephanie Meyer for det!
Måden, hvorpå Meyer opnår dette, er faktisk meget ligetil. Hun formår ganske enkelt at håndtere de tekniske virkemidler, der skal til for at skrive en bog, folk gider at læse. Karaktererne er velbeskrevne og troværdige, miljøet overbevisende og plottet – om end lidt tyndt, når alt føleriet skrælles væk – skrider frem i et nogenlunde tilpas tempo med fin sammenhæng mellem årsag/virkning og tilpas med initiativ fra karaktererne til, at det bliver dem, der kommer til at definere fortællingens retning. Sproget er simpelt, tight og varieret. Som udøvende inden for romankunsten ved jeg, hvor svært det er at finde balancen mellem de elementer. Der er ingen tvivl om, at Meyer er en dygtig tekniker.
Når det kommer til indholdet i historien, kan jeg naturligvis godt mærke, at jeg ikke just hører til kernemålgruppen. Bogen indeholder alenlange samtaler mellem Edward og Isabella. Samtalerne er overvejende defineret ved nogle ganske bestemte ting: Edwards humør, der fra det ene sekund til det andet svinger som en fuld sømand i hård sø uden kompas. Dette er en af de få svagheder i karaktertegningen. Manden er altså hundrede år gammel. Han må da for syv sytten have lært et og andet om selvkontrol. Det kan godt være, han er vampyr, og at fristelsen til at spise Isabella er heftig. Men for os dødelige mennesker, der skal identificere os med ham, kommer det næsten til at virke komisk, at hans drifter i den grad fungerer som en rollercoaster, der suser af sted på evighedens overdrev. Herudover kan samtalerne mellem Isabella og Edward komme til at virke lige lovlig skemalagte med deres ”nu-er-det-min-tur-til-at-spørge-dig-om-alt-mellem-himmel-og-jord-i-en-hel-dag-uden-at-du-må-spørge-mig-om-noget-med-mindre-du-vil-have-at-jeg-flegner-totalt”-struktur. Edward har også en slem tendens til ofte at sige med en lav stemme, hvad han sidder og tænker. Det virker som om, Meyer er bange for, at læseren ikke kan relatere til ham, hvis ikke han lige sørger for at forklare sine handlinger i læservendte indskudte sætninger. Og da romanen har en førstepersonsfortæller i Isabella, er det den eneste måde, det kan lade sig gøre på. Jeg havde dog gerne undværet det, da jeg ikke synes, det er nødvendigt. Men igen er det måske bare fordi jeg ikke tilhører målgruppen. Herudover er samtalerne centreret helt utrolig meget omkring Edwards og Isabellas forhold til hinanden med meget lidt udblik til verden omkring dem. Det irriterer mig, men det er selvfølgelig meget teenageagtigt at tale sammen på den måde, så det er nok bare fordi, jeg er sådan en mavesur metusalem, at jeg tænder lidt af på det.
Der er også nogle få andre ting, der irriterer mig lidt. Bogen udkom i 2005, men alligevel er de eneste mobiltelefoner, vi hører om, nogle, der virker som om, de kun introduceres for at plottet kan hænge sammen. Folk var dog begyndt at rende rundt med mobiler i flæng på det tidspunkt, så jeg savner dem. Dette trækker efter min mening lidt ned på miljøbeskrivelseskontoen. Herudover undrer det mig, at der ikke bliver sat navn på det band, som spiller på den CD, som i flere scener er central for handlingen (den Isabella har fået af Phil). Her bliver Meyer efter min mening for meget på det generelle plan i stedet for at dykke ned i det partikulære. Man får en fornemmelse af at det skyldes, at hun ved mere om klassisk musik end pop, da hun ikke har nogen problemer med sine Debussy-referencer. Lidt research ville have hjulpet her.
Når alt det ovenstående så er sagt, så gælder det stadigvæk, at Twilight er en rigtig velskrevet bog. Så velskrevet endda, at jeg overvejer at købe toeren. Jeg skal lige sove på det, men mon ikke det ender med, at jeg gør det (hvis ikke jeg bliver drukket af en vampyr inden).
Twilight får otte ud af ti hugtænder herfra.
Som et lille PS kan jeg henvise til denne artikel på Unhappenings, der også omhandler dark romance genren. Nærmere betegnet Shiver af Maggie Stiefvater og Fallen af Lauren Kate.