I fredags spredte jeg glæde på Frederiksbjerg Kopicenter i Århus. Da var jeg nemlig nede at printe bind II i min fantasyserie Abaddons Arv. Den hedder Aiglans Garde og fylder godt 150.000 ord. De står nu opmarcheret i snorlige rækker på jomfrueligt hvidt papir på mit skrivebord og venter bare på, at jeg kommer og inspicerer dem.

Sagt på en anden måde: første gennemskrivning af Aiglans Garde er færdig, og nu skal der læses korrektur. I den forbindelse vil jeg ikke forsømme at dele lidt skrivetips omkring min arbejdsproces og romanskrivning i det hele taget. Forhåbentlig kan det være til inspiration for andre! Mere info omkring bogens indhold og handling følger senere, når vi kommer tættere på udgivelsen.

1. Okay. Altså. Skrivetip nummer et. Det første jeg gør, når jeg skal igang med en bog, er faktisk forholdsvist diffust. Måske er det fordi, det blot er anden gang, jeg har været igennem processen – sådan for real. Det der dusin halvsløje indledninger, jeg har liggende på computeren, gælds nemlig ikke. Eller også, og den forklaring hælder jeg mere til, vil det altid være sådan, fordi en skabende handling højst lader sig dirigere  - ikke tøjle. Processen kan dog nogenlunde løseligt beskrives således: jeg finder ud af omtrent, hvad bogen skal handle om og beslutter mig for, hvad den skal begynde med, og hvordan den skal slutte.
2. Herefter strukturerer jeg spændet mellem begyndelsen og slutningen lidt mere. Men ikke voldsomt detaljeret.
3. Så går jeg igang med at skrive. Jeg sørger altid for at planlægge de næste tyve sider, jeg skal skrive, meget minutiøst. På den måde undgår jeg at gå i stå, når jeg sidder og tamper i tasterne. Der er ikke noget værre end at gå i stå, fordi man ikke ved, hvad der skal ske. Det ødelægger flowet i både handlingen og sproget. Desuden er det, at jeg kontinuerligt planlægger handlingens detaljer, mens jeg skriver, med til at skabe fleksibilitet i forhold til historiens udvikling. Jeg vil tro, at det er en smagssag, om man bryder sig om dette, eller om man hellere vil have alt planlagt på forhånd. For mig er det meget motiverende, at jeg gennem hele bogens tilblivelsestid får lov til at være kreativ på både det plotmæssige og det sproglige plan.
4. Når jeg er færdig med dagens skrivning, læser jeg det skrevne højt for mig selv (nogle gange lige efter, jeg har skrevet det. Andre gange dagen efter. Det kommer sig ikke så nøje). Højtlæsningen fanger rigtig mange sproglige bommerter og kluntede formuleringer.
5. Ovenstående proces med planlægning ca. tyve sider frem og derefter skrivning gentages, indtil bogen er færdig. Hvis man skriver tre- til firetusinde ord om ugen i gennemsnit, går det såmænd rimelig tjept. Min oplevelse er, at det i det lange løb er langt mere effektivt at skrive begrænsede mængder tekst ofte, end at tage nogle store ryk med lange mellemrum. Man får simpelthen produceret mere tekst, og teksten bliver mere sammenhængende, fordi man har fingrene i den ofte.
6. Når manuskriptet er skrevet igennem første gang, printer jeg det ud og læser det igennem. Det kan godt være en omstændelig proces, for der er som regel rigtig mange ting, der skal files på. Både hvad angår plot, sprog og karakterer. Rettelserne indfører jeg i hånden og skriver dem ind på computer bagefter. Et godt skrivetip i denne sammenhæng er at lave brede margener og kun printe på én side. Så er der masser af plads til rettelser.
7. Så printer jeg manuskriptet igen og gentager processen.
8. Så printer jeg det igen. Men denne gang sender jeg det til mine betalæsere samt min redaktør, som giver kritik på de overordnede ting i forhold til tekstens sammenhæng. Når jeg får deres kommentarer tilbage, tager jeg stilling til dem og retter til på de områder, hvor jeg synes, de har nogle gode pointer. Fordelen ved at have manuskriptet ude ved flere personer, er, at man kan se, om der er kommentarer, der går igen fra person til person. Er der det, er der nok noget om snakken! Grunden til, at jeg sender manusset til betalæserne så forholdsvist sent i processen, er, at man grundlæggende skal kunne få en læseoplevelse ud af en tekst (hvilket kræver, at den er sammenhængende og forholdsvis fri for fejl) for at kunne tage stilling til, om der på det overordnede plan er ting, som kan gøres anderledes. Er der for mange sproglige fejl og kontinuitetsbommerter, bliver man bare irriteret over disse og har svært ved at se de store linjer.
9. Så printer jeg for fjerde gang. Denne gang ryger manusset af sted til mine korrekturlæsere (inklusive undertegnede). Når manuskriptet kommer tilbage, indfører jeg rettelserne. Og tro mig: der er som regel masser af rettelser, selvom jeg på nuværende tidspunkt i processen har været igennem teksten rigtig mange gange!
10. Måske tager jeg en sidste rundes korrektur selv. Behovet for dette tager jeg lidt på fornemmeren …
11. Manuskriptet ryger af sted til min forlægger, som sætter det op til trykning. Det føles forholdsvis stort at nå til dette punkt i processen, skulle jeg hilse og sige!!

Ja, det var så det – en lille samling skrivetips, som går på de overordnede aspekter af min proces. Eller hov, jeg glemte vist et enkelt: husk at krydse både fingre og tæer for, at læserne kan lide bogen

Nå ja, og så lige en allersidste ting. Første bind i Abaddons Arv, Vraggods, kan købes på de fleste netboghandler. Blandt andet hos Gyldendal …