Målet er, at den nye side skal fungere som inspirationskilde, hvis man lige står og mangler en god science fiction-bog, men er lidt i vildrede om, hvad man skal gribe fat i.

Sitet kan som sagt findes på BestSciFiBookList.com.

For de der måtte være interesserede har jeg bygget sitet i WordPress med et tema, som hedder Atahualpa. Jeg blev anbefalet temaet ved et tilfælde, men siden er jeg gået hen og blevet tolalt forelsket i det. Det formår at kombinere en enestående fleksibilitet med en fantastisk brugervenlighed. Designet tog mig måske to til tre aftener efter arbejde at skrue sammen (fraregnet finjusteringerne, som stadig pågår).

Smut en tur forbi og smid gerne en kommentar, så der kan komme gang i communitydelen

Tiltaget sker – ud over fordelen ved at have tingene samlet på ét sted – i erkendelse af, at mit marketingbudget kan ligge på et meget lille sted. Og at domæner er billige. For jeg håber naturligvis, at Google vil være min ven og indeksere det nye site fornuftigt, så folk kan finde mig, når de søger efter fantasybøger på nettet. Hvis I har lyst til at give mig en hjælpende hånd med min ranking, så bliver jeg evigt taknemmelig, hvis I smider et link til fantasyboger.com  på jeres egen blog eller på twitter, eller hvor det nu kan være!!

Stik næsen frem i stedet for at lade den gå på omgang

Søndag, da jeg tændte for mine morgennyheder, hørte jeg Morten Messerschmidt beskylde Det Konservative Folkeparti for at være ved at udrydde sig selv.

Svaret, der faldt prompte og indigneret fra De Konservatives Henriette Kjær, lød på, at Morten Messerschmidt hellere skulle bruge sine kræfter på at bekæmpe oppositionen. ”Bekæmpe”, tænkte jeg bestyrtet. Der er da ikke grundlag for at bekæmpe nogen i dansk politik. Det ord smager jo af etpartisystem og totalitarisme.

Eller måske er ordvalget blot resultatet af de skarpt optrukne fronter med tilhørende valgkampsretorik, som er blevet normen i dansk politik.

På Christiansborg undgår man efterhånden så vidt muligt at diskutere politisk indhold til fordel for konstante forsøg på at positionere sig strategisk i forhold til det, som man håber er befolkningens holdninger.

Et skalkeskjul

Det seneste eksempel er SF’s partitop, der stiltiende accepterer den præmis, at 24-års-reglen blev til for at forhindre de forkerte i at komme til landet. Jeg husker imidlertid en debat, der handlede om at beskytte nogle stakkels, unge muslimske kvinder i at blive ufrivilligt gift med mænd, som de aldrig så meget som havde mødt. Om reglen virkede eller ej, er en anden diskussion.

Men som med så meget andet på Christiansborg var argumentet med tvangsægteskaber sikkert blot et skalkeskjul for den virkelige dagsorden. En dagsorden, der nu er kommet så vidt, at den handler om at sikre rigets grænser imod alle, der ikke er en del af den globale intelligentsia.

Stille og roligt har denne dagsorden listet sig frem i ly af politikernes angst for at skræmme vælgerne væk ved at bringe nuancer på banen – enkelte politikere dog undtaget.

Jeg ønsker mig …

Resultatet er, at vi nu står med et Christiansborg, der på det værdipolitiske område slås om at overbyde hinanden i ”toughness”, mens en skinger og nedladende integrationsminister buldrer hult om journalisters manglende læsefærdigheder.

Så kære julemand. Nu er det snart jul. Og jeg ved godt, hvad jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig et Christiansborg, som tør stikke næsen frem i stedet for bare at lade den gå på omgang.

Og når næsen endelig bliver stukket frem, ønsker jeg mig, at det bliver gjort i et ærligt forsøg på at gøre vores samfund og demokrati endnu bedre i stedet for alt det totalitære bavl om at forbyde særlige tv-kanaler. Danmark er ikke et diktatur, kammerater.

Jeg ønsker mig et Christiansborg, hvis oppositionsformand ikke render rundt og stemmer dørklokker et helt år, før fristen for et valg indtræffer, men i stedet bruger tiden på at føre politik.

Jeg ønsker mig nogle politikere, der ønsker – virkelig ønsker – en konstruktiv og respektfuld dialog på tværs af parti- og regeringsskel.

Mere substans, mindre taktik

Jeg ønsker mig uenigheder, der beror på ærlige meninger frem for gisninger om, hvad vælgerne mon tror og mener.

Jeg ønsker mig et Christiansborg, der tør levere mindre form og mere indhold. Mere substans og mindre taktik. Tak.

Hvis jeg ikke kan få det, ønsker jeg mig en ny sofa, hvor jeg kan stemme på mit desillusionerede bagparti, når det næste valg bliver udskrevet.

Ellers må I, hvis I oplever fejl, hygge jer med teksterne i mine indlæg, som i hvert fald fungerer!

Jeg har i et stykke tid gået og været lidt loren ved det navn, jeg oprindeligt valgte til min blog. Nu har jeg taget konsekvensen og ændret navnet til Android Fantasy. Android Fantasy kan en hel masse ting, som navnet Fantascifi ikke kunne.

• For det første består navnet af to ord, som hver især konnoterer til mine yndlingsgenrer.
• For det andet kan jeg indimellem godt føle mig som en androide, der sidder og fantaserer om ting, som jeg dybest set ikke har nogen mulighed for at erfare. Forskellen ligger blot i, hvad jeg og en ægte androide ønsker at forstå. Androider er forhindret i at opleve den menneskelige væren i hvis billede, de er skabt, mens jeg såmænd bare virkelig godt kunne tænke mig at sige goddaw til en drage eller flyve en tur i Tusindårsfalken. På det lidt mere eftertænksomme plan er jeg også virkelig nysgerrig efter at erfare, hvad det kommer til at betyde for vores menneskelighed, den dag vi bliver istand til at udbygge vores bevidsthed med kommunikations- og processeringsteknologi. I sympati med androidens umulige stræben har derfor jeg valgt at opkalde bloggen og – dermed en del af mig selv – efter den og dens fantasi.
• For det tredje er navnet simpelthen langt mere mundret end fantascifi. Og så slipper jeg også for det .org domæne, som jeg panikkøbte efter at have købt .com domænet på WordPress.com løsningen, hvor man langt fra har den samme frihed til at lege med sit design og opsætning som på WordPress.org.
• For det fjerde kunne være fedt at vide, om androider overhovedet har en fantasi. Og hvad de i givet fald fantaserer om!

Det finder jeg måske ud af hen ad vejen

Jeg er stadig ifærd med at runde transitionen af. Blandt andet mangler jeg at redirecte alle siderne på Fantascifi.org til de tilsvarende sider på Androidfantasy.com. Jeg kan kun finde ud af at redirecte forsiden korrekt. Resten af siderne giver mig nogle absurd irreterende redirect loops. Hvis der sidder en programmør derude og har en gylden løsning, så sig endelig til!

Ellers er det bare om at huske at skifte feedet i jeres readere og så ellers nyde androidens drømme

Science fiction bøger er der masser af. Der er også mange rigtig gode science fiction bøger. De kan dog være svære at spotte i middelmådighedens overflod. Men men men … det kan der rådes bod på.

Nedenfor findes en liste over fem science fiction bøger og -serier, der er så fantastiske, at de nærmest fungerer som sorte huller – sorte kaninhuller kunne man måske sige. For når først du har åbnet dem, sluger de dig ubønhørligt med hud og hår og deponerer dig midt i den ene fantastiske fortælling efter den anden. Er du mere til fantasy, kan jeg anbefale denne liste over nogle de bedste fantasy bøger, der findes.

Dune af Frank Herbert.

The Mars Trilogy af Kim Stanley Robinson.

The Nights Dawn Trilogy af Peter F. Hamilton.

Agent Cormac Serien af Neal Asher.

The Saga of Seven Suns af Kevin J. Anderson.

Rigtig god læselyst!

Frihed er slaveri

Uvidenhed er styrke

Sådan lyder Partiets slagord i George Orwells dystopiske fremtidsfortælling 1984 fra 1948. Sloganet randt mig i hu, da jeg læste Bo Bjørnvigs glimrende kommentar i Weekendavisen fra den 19. november 2010. Kommentaren bærer titlen De ligeglade og omhandler den statslige overvågning, som er blevet optrappet heftigt igennem det sidste årti. Jeg ville have linket til artiklen, men Weekendavisen tillader kun indloggede abonnenter at læse sine artikler online. Og lige en sidebemærkning i den forbindelse: kære Weekendavis, vil I ikke nok overveje at gøre jeres stof gratis og let tilgængeligt på onlinedelen? Jeg kender altså ikke mange, der gider logge sig ind for at læse noget. Endsige betale for det. Fair nok med betaling for den trykte. Der er jo distributions- og trykkeomkostninger. Men giv det tyve år, og trykte aviser er en saga blot. Til den tid tror jeg, der gælder helt andre (annoncørbaserede?) forretningsmodeller …

Men lad nu det ligge. Her følger et resume af Bo Bjørnvigs væsentligste pointer i punktform:

• Danskerne er fundamentalt ligeglade med at blive overvåget. Og hvis vi skulle finde på at protestere, kan vi beskyldes for at have noget at skjule. For hvorfor skulle vi ellers bekymre os om det?
• Antiterrorpakkerne, der blev indført 2002-2006 skulle have været vurderet senere. Denne vurdering er dog i bedste fald blevet gennemført halvhjertet. Istedet udvides overvågningsbeføjelserne lige så stille. (Kilde: kronik i Berlingske Tidende af professor, dr. jur. Eva Smith).
• Tyskerne er himmelfaldne over omfanget af vores overvågning. Tyskland indførte i 1983 et forbud mod personnumre. Tyskerne, folkens. De har altså prøvet det på egen krop!
• Det utal af overvågningskameraer, som er opsat i det offentlige rum vil snart kunne kobles med software, som genkender både ansigter, og som kan identificere opførsel, der falder uden for normen. En sådan biometrisk teknologi vil kunne samkøres med alt, hvad vi ellers har registreret om en given person. Lån af bøger, indkøb, flytninger, skatteforhold, bankkonti etc. Dette store konglomerat af personlige forhold, vil kunne bruges til at lægge en bestemt profil ned over hver enkelt borger.

Ovenstående er nogle af de vigtigste pointer fra Bo Bjørnvigs indlæg. Jeg synes dog, at Bo Bjørnvig mangler at få nogle få pointer med. Så dem vil jeg gerne tilbyde at tilføje

For hvad sker der, hvis man som borger på baggrund af ovennævnte skitserede profileringsværktøj lander i en forkert kasse? Man har måske i fuldskab kastet sten efter en gadelampe ugen før, man lånte en dansk oversættelse af Koranen på biblioteket. Er man så terrorrist? For bliver man først klassificeret som sådan, ja så tillader snart sagt alle vestlige antiterrorlovgivninger, at efterretningstjenesten kan overvåge dig uden dommerkendelse. Sådan har det været i USA lige siden indførelsen af Patriot Act. Jeg må erkende, at jeg ikke er 100 pct. stærk udi den præcise danske lovgivning på området, men hvis nogen kan supplere med oplysninger, så kom endelig frisk! Vi trænger til en ordentlig debat om det her! En debat, som ikke er grundet i frygten for terrorhandlinger, men som handler om, hvad vi ønsker, at staten skal vide om os helt almindelige mennesker.

For det faktum, at en efterretningstjeneste kan overvåge borgerne uden en dommerkendelse er faktisk et fundamentalt brud på magtens tredeling og en enorm krænkelse af vores borgerrettigheder. Ønsker vi virkelig det?

Og ikke nok med at magtens tredeling er under pres. Jeg frygter, at når først stater og andre institutioner er i besiddelse af alle vores følsomme informationer, ja så er det langt mere fristende at bruge dem, end hvis man ikke havde indsamlet dem i første omgang. Og jo mere, man vænner sig til at bruge den type af viden, desto flere områder, formoder jeg, at man åbner op for, at den kan benyttes på. Idag siger vi måske ja til, at informationerne indsamles med et formål. Men i morgen kan de selv samme informationer bruges til tyve andre. Det kræver blot en lille lovændring og en høringsperiode af den ultrakorte varighed, som vores kære Birthe Rønn Hornbech er begyndt at arbejde med. For tænk på al den kontrol og regulering man kan udføre, når man ved alt om hver enkelt borger. Det giver os mulighed for at gøre vores samfund til et Utopia. Problemet med Utopia er blot, at der ikke er plads til individet. Og er der noget, der kendetegner os mennesker af idag, er det netop individualitet. Ønsker vi virkelig at give afkald på den?

Det er i øvrigt netop tabet af individualitet og menneskelighed til fordel for fællesskabets bedste, at dystopierne fra det sene 1800-tal og første halvdel af 1900-tallet – Orwells klassiker indbefattet – kredser så grundigt om. Her et par titler: 1984, Fagre Nye Verden, We. Må jeg anbefale vores politikere at læse de bøger?

Jeg for min del har ikke lyst til at åbne for den kolossale glidebane, det vil være, at lade staten uhindret samle mere og mere information om borgerne. For jeg er sikker på, at når først staten besidder den information, så vil embedsmænd og politikere ikke kunne modstå fristelsen til at bruge den til at presse vores borgerrettigheder mere og mere, indtil vi til sidst ender med at blive et fællesskab af konforme kødklumper, som kun er i stand til at tænke, hvad staten vil have os til at tænke.

Uvidenhed er styrke. Men det er statens styrke. Ikke borgernes.

Her et link til en artikel om den nye forvaltningslov, som kritiseres for at mindske borgernes mulighed for aktindsigt betydeligt. Mærker man en balance, der rykker sig …?

Forsiden til Vraggods - første bind i Abaddons Arv

Den anden dag fik jeg en mail fra en læser af min fantasybog, Vraggods. Mailen var ikke lang. Men den vakte til gengæld stor glæde! Så stor at jeg simpelthen bliver nødt til at dele den med verden. Ordlyden var som følger:

Jeg må altså indrømme, at jeg er blevet totalt fanget af bogen. Er lige blevet færdig og sidder og ærgrer mig over, at der ikke er flere sider. Det må da siges at være en vellykket bog så. I starten synes jeg, at der var for mange personer og historier kørende men efterhånden bliver bogen mere flydende at læse, og er ikke til at ligge fra sig. Rigtig god debut. Glæder mig afsindigt til næste bog.

Tusind mange tak for de ord – du ved, hvem du er! Sådan en mail er bare fantastisk motiverende, så nu skal der kløs på med bind to, så vi kan få nogle flere danske fantasybøger for de voksne læsere på markedet!

Sagt på en anden måde: første gennemskrivning af Aiglans Garde er færdig, og nu skal der læses korrektur. I den forbindelse vil jeg ikke forsømme at dele lidt skrivetips omkring min arbejdsproces og romanskrivning i det hele taget. Forhåbentlig kan det være til inspiration for andre! Mere info omkring bogens indhold og handling følger senere, når vi kommer tættere på udgivelsen.

1. Okay. Altså. Skrivetip nummer et. Det første jeg gør, når jeg skal igang med en bog, er faktisk forholdsvist diffust. Måske er det fordi, det blot er anden gang, jeg har været igennem processen – sådan for real. Det der dusin halvsløje indledninger, jeg har liggende på computeren, gælds nemlig ikke. Eller også, og den forklaring hælder jeg mere til, vil det altid være sådan, fordi en skabende handling højst lader sig dirigere  - ikke tøjle. Processen kan dog nogenlunde løseligt beskrives således: jeg finder ud af omtrent, hvad bogen skal handle om og beslutter mig for, hvad den skal begynde med, og hvordan den skal slutte.
2. Herefter strukturerer jeg spændet mellem begyndelsen og slutningen lidt mere. Men ikke voldsomt detaljeret.
3. Så går jeg igang med at skrive. Jeg sørger altid for at planlægge de næste tyve sider, jeg skal skrive, meget minutiøst. På den måde undgår jeg at gå i stå, når jeg sidder og tamper i tasterne. Der er ikke noget værre end at gå i stå, fordi man ikke ved, hvad der skal ske. Det ødelægger flowet i både handlingen og sproget. Desuden er det, at jeg kontinuerligt planlægger handlingens detaljer, mens jeg skriver, med til at skabe fleksibilitet i forhold til historiens udvikling. Jeg vil tro, at det er en smagssag, om man bryder sig om dette, eller om man hellere vil have alt planlagt på forhånd. For mig er det meget motiverende, at jeg gennem hele bogens tilblivelsestid får lov til at være kreativ på både det plotmæssige og det sproglige plan.
4. Når jeg er færdig med dagens skrivning, læser jeg det skrevne højt for mig selv (nogle gange lige efter, jeg har skrevet det. Andre gange dagen efter. Det kommer sig ikke så nøje). Højtlæsningen fanger rigtig mange sproglige bommerter og kluntede formuleringer.
5. Ovenstående proces med planlægning ca. tyve sider frem og derefter skrivning gentages, indtil bogen er færdig. Hvis man skriver tre- til firetusinde ord om ugen i gennemsnit, går det såmænd rimelig tjept. Min oplevelse er, at det i det lange løb er langt mere effektivt at skrive begrænsede mængder tekst ofte, end at tage nogle store ryk med lange mellemrum. Man får simpelthen produceret mere tekst, og teksten bliver mere sammenhængende, fordi man har fingrene i den ofte.
6. Når manuskriptet er skrevet igennem første gang, printer jeg det ud og læser det igennem. Det kan godt være en omstændelig proces, for der er som regel rigtig mange ting, der skal files på. Både hvad angår plot, sprog og karakterer. Rettelserne indfører jeg i hånden og skriver dem ind på computer bagefter. Et godt skrivetip i denne sammenhæng er at lave brede margener og kun printe på én side. Så er der masser af plads til rettelser.
7. Så printer jeg manuskriptet igen og gentager processen.
8. Så printer jeg det igen. Men denne gang sender jeg det til mine betalæsere samt min redaktør, som giver kritik på de overordnede ting i forhold til tekstens sammenhæng. Når jeg får deres kommentarer tilbage, tager jeg stilling til dem og retter til på de områder, hvor jeg synes, de har nogle gode pointer. Fordelen ved at have manuskriptet ude ved flere personer, er, at man kan se, om der er kommentarer, der går igen fra person til person. Er der det, er der nok noget om snakken! Grunden til, at jeg sender manusset til betalæserne så forholdsvist sent i processen, er, at man grundlæggende skal kunne få en læseoplevelse ud af en tekst (hvilket kræver, at den er sammenhængende og forholdsvis fri for fejl) for at kunne tage stilling til, om der på det overordnede plan er ting, som kan gøres anderledes. Er der for mange sproglige fejl og kontinuitetsbommerter, bliver man bare irriteret over disse og har svært ved at se de store linjer.
9. Så printer jeg for fjerde gang. Denne gang ryger manusset af sted til mine korrekturlæsere (inklusive undertegnede). Når manuskriptet kommer tilbage, indfører jeg rettelserne. Og tro mig: der er som regel masser af rettelser, selvom jeg på nuværende tidspunkt i processen har været igennem teksten rigtig mange gange!
10. Måske tager jeg en sidste rundes korrektur selv. Behovet for dette tager jeg lidt på fornemmeren …
11. Manuskriptet ryger af sted til min forlægger, som sætter det op til trykning. Det føles forholdsvis stort at nå til dette punkt i processen, skulle jeg hilse og sige!!

Ja, det var så det – en lille samling skrivetips, som går på de overordnede aspekter af min proces. Eller hov, jeg glemte vist et enkelt: husk at krydse både fingre og tæer for, at læserne kan lide bogen

Nå ja, og så lige en allersidste ting. Første bind i Abaddons Arv, Vraggods, kan købes på de fleste netboghandler. Blandt andet hos Gyldendal …

Billede fra Elfwood

Anbefaling af fem fantastiske fantasy bøger!!

Her på bloggen anmelder jeg fantasybøger og science fiction. Jeg forsøger at være så objektiv som muligt og at give bøgerne en fair chance på deres egne præmisser.

Det er alt sammen meget fint. Men tingene skal ikke altid være objektive. Nogle gange skal det bare handle om PASSION!!!

Derfor har jeg kompileret en lille liste over nogle rigtig gode fantasybøger – ja, faktisk er det nogle af de bedste fantasybøger, jeg har læst. Jeg kunne have valgt at anbefale ældre klassikere for at give indtryk af blot et minimum af dannelse. Men det gider jeg ærlig talt ikke. Lige nu skal det handle om lige nu: scenen som den er idag – crowded til bristepunktet af geniale fortællere, hvis über eventyrlige coolnes ikke står til diskussion. Så hvis du er uenig med mig, udfordrer jeg dig hermed til battle på latexsværd i nørdskoven ved solopgang!

Og så til sagen. Her er fem af mine yndlings fantasyforfattere:

A Song of Ice and Fire – episk fantasyserie af George R. R. Martin. Møgfed fordi hans karakterer er grundigt komplekse, og fordi han med et pennestrøg slår dem ihjel i flæng. Dertil er den obligatoriske kamp mellem godt og ondt så mudret, at det ofte ikke er til at skelne de to sider fra hinanden. Muligvis de bedste fantasybøger jeg nogensinde har læst.

The Soldier Song – trilogi af Robin Hobb. Røvcool fordi hendes fantasyromaner tør låne fra den postkolonialistiske genre og dermed udvider rammerne for, hvad fantasy kan præstere af ikke blot tjubang, men også relevans. Ligeledes nogle af de bedste fantasybøger på markedet!

The Painted Man – af Peter V. Brett. Dæmonisk debutroman af up and coming forfatter. Handler om mennesker, der bliver slået ihjel af dæmoner. Og dæmoner der bliver slået ihjel af mennesker. Masser af virkelig velskrevet vold.

The Name of the Wind – af Patrick Rothfuss. Den mand skriver, så elverne synger! Faktisk sker der ikke skide meget på de storpolitiske linjer i denne digre fantasybog. Hovedpersonen går i trylleskole. That’s pretty much it (dog med lidt ekstra tjavs omkring skolehistorien). Men hvilken hovedperson. Og hvilken skole! Harry Potter go home!!!

Codex Alera – high fantasy af Jim Butcher. Hårdtslående, følsom, overraskende og kulørt. Rigtig gode fantasybøger - pulp af den allerbedste skuffe!

Nå, det var det. Har du læst dem, har du også bare at være enig – ellers ses vi i nørdskoven og alt det der Har du ikke læst dem, så skynd dig at gøre det. Helst gerne i går!

Som et P.S. kan jeg nævne de fantasybøger, jeg selv skriver. Dem finder du her.