I går aftes vendte jeg den sidste side i Shaman’s Crossing af Robin Hobb. Bogen er første bind i Hobbs Soldier Son-trilogi, og den er på mange måder et dejligt friskt take på den episke fantasygenre. I stedet for at foregå i middelalderen, som den slags bøger som oftest gør, befinder vi os i en verden, der teknologisk set befinder sig på et stade, der vel omtrent svarer til begyndelsen af 1800-tallet. Vi har kanoner og geværer. Men ingen jernbane. Hvem ved? Måske kommer dampmotoren og jernbanen i de følgende bind?
Handlingen udspiller sig i riget Gernia, der kort før fortællingens start har tabt en krig mod sin nabo mod vest og derfor har udvidet hen over prærien mod øst fejende foran sig en bølge af slagne nomader og efterladende sig et domesticeret vildnis. Bevægelsen er godt nok vest->øst, men man skal virkelig anstrenge sig for ikke at tænke bare en lille smule på kolonialiseringen af Amerika. Det gør dog egentlig ikke noget, for selvom det nu er ved at være godt hundrede år siden, at kolonialiseringsbølgen for alvor rasede, så er den diskussion stadig rigtig interessant. Prøv blot at læse Kong Leopolds Arv, der omhandler kolonialiseringen af Congo. Magen til uhyrligt slagteri i (officielt civilisationens og uofficielt i profittens) navn, skal man lede længe efter. Eller vent, det skal man faktisk ikke. Men det gør det jo ikke mindre skræmmende. Det er muligvis ikke et faktum, der ligger langt fremme i de fleste menneskers daglige bevidsthed (inklusive undertegnedes), men vores vestlige verden og dens rigdom og komfort er for en stor dels vedkommende bygget på simpelt røvergods.
Nu fortaber jeg mig dog. Tilbage til Shaman’s Crossing. Den epokemæssige setting betyder, at begivenhederne, selvom de udspiller sig i en fiktiv verden, bliver lettere at relatere til vores egen moderne verden, og dermed bliver bogen mere end blot en beretning om det gode og det onde. Tingene bliver med et corny lille rim mere grå end som så. Desværre forsømmer Hobb efter min mening for alvor at folde den kolonialistiske diskussion ud. Jeg håber dog på, at den vil blive mere fremtrædende i de næste bind, hvor der er lagt op til, at vores protagonist Nevare skal træde mere i karakter.
Dette er en anden (lille) svaghed ved Shaman’s Crossing. Bogen omhandler Nevares liv fra han er dreng, til han er ung mand. Nevare er en meget pligtopfyldende og samvittighedsfuld yngling, og det gør det desværre lidt vanskeligt for alvor at skabe nogle konflikter mellem ham og hans omverden. Bevares, han har nogle voldsomme oplevelser, men det er først i sidste del af bogen, at han begynder at sætte spørgsmålstegn ved sine omgivelser. Og spørger man mig, vil jeg til enhver tid sige, at noget af det, der for alvor skaber en god fortælling, er de modsætningsforhold en protagonist måtte have til sine omgivelser.
Hobb redder den dog i høj grad hjem ved hjælp af sin store fortællererfaring og sine mange små underplot. Desuden fornemmer man, at årene som “pæn dreng” blot er en fase, hovedpersonen skal igennem, før han bliver interessant at følge som litterær figur, og at netop denne tilstand senere hen med stor sandsynlighed kommer til at fungere som kontravægt til en modsat udvikling. Man kan dermed godt tilgive Hobb hendes i starten lidt flade hovedperson. Men hun kunne nu godt have gjort ham lidt mere spændende. Tænk blot på Fitz Chivalry fra Farseer-serien. Han havde dælme nogle dæmoner at slås med! I modsætning til Fitz er Nevare lidt for meget passager i sin egen fortælling.
Alt i alt er Shaman’s Crossing dog ganske solid fantasylæsning med et opfindsomt nyt twist, som gør den interessant ikke blot som en abstrakt fortælling om det gode og det onde, men som også i høj grad gør det muligt at drage direkte paralleller mellem fortællingen og den virkelige verden. Det er muligvis ikke naturalisme (selvom man kan tænke mange spændende tanker om, hvorvidt fantasy kan siges at være naturalistisk i sin tilgang til det fantastiske), men den kære Brandes ville nu alligevel nok glæde sig bare en lille smule over, at litteratur i vores gennemunderholdte kultur ind i mellem stadig gider at sætte problemer under debat. Også selvom disse problemer måske ikke er politisk højaktuelle, men snarere et sort kapitel i vores historie som hver eneste ny generation af borgere og læsere har godt af at blive gjort opmærksomme på.
Jeg kan klart anbefale Rothfuss! Og jeg er helt enig i det med Asassinbøgerne. Faktisk var jeg sådan lidt lunken, da jeg gik igang med dem første gang, netop fordi de er fortalt i første person. Men lige pludselig gik det op for mig, hvor godt det egentlig fungerer!
Jeg har også fået hevet hele trilogien hjem for snart et godt stykke tid siden og jeg har læst stort set alt som Robin Hobb har udgivet som Robin Hobb.
Assassin trilogien, Liveship traders og tawny man (og der er kommet en selvstændig i det univers også som jeg så ikke har fået læst endnu som fokuserer på dragerne)
Jeg er så gået stuck 1/3 inde i den første i soldiers son, men det er ikke noget nyt at jeg lige skal lade robin hobb bøger marinere et stykke tid – jeg gik også stuck i liveship traders og den lå og ventede i et godt stykke tid, men da jeg så tog den op igen røg hele trilogien også ned rimeligt hurtigt.
Jeg kan godt lide Robin Hobb og da assassins udkom første gang, var det også lidt spændende at den var fortalt i 1. person, hvilket var ret sjældent i den genre.
Jeg har det med at have gang i mange bøger samtidig, så det er også meget godt, hvis man går stuck i en bog, så kan man læse en anden.
Lige nu har jeg gang i Jonathan Strange and Mr. Norell og bog 2 i the baroque cycle og som sagt bog 1 i soldiers son, men den ligger lidt i dvale således som feast of crows, hvor jeg så også venter på næsten bind som tilsyneladende aldrig kommer
og så en lucifers hammer af Pournelle/niven som jeg fik i fødselsdagsgave af en ven.
Samtidig hører man jo godt om Temaire serien og så Patrick Rothfuss name of the wind og så er der så mange andre genrer.