Posts Tagged ‘aiglans garde’

Aiglans Garde: status samt generelle skrivetips til romanskrivning

October 24th, 2010

I fredags spredte jeg glæde på Frederiksbjerg Kopicenter i Århus. Da var jeg nemlig nede at printe bind II i min fantasyserie Abaddons Arv. Den hedder Aiglans Garde og fylder godt 150.000 ord. De står nu opmarcheret i snorlige rækker på jomfrueligt hvidt papir på mit skrivebord og venter bare på, at jeg kommer og inspicerer dem.

Sagt på en anden måde: første gennemskrivning af Aiglans Garde er færdig, og nu skal der læses korrektur. I den forbindelse vil jeg ikke forsømme at dele lidt skrivetips omkring min arbejdsproces og romanskrivning i det hele taget. Forhåbentlig kan det være til inspiration for andre! Mere info omkring bogens indhold og handling følger senere, når vi kommer tættere på udgivelsen.

  1. Okay. Altså. Skrivetip nummer et. Det første jeg gør, når jeg skal igang med en bog, er faktisk forholdsvist diffust. Måske er det fordi, det blot er anden gang, jeg har været igennem processen – sådan for real. Det der dusin halvsløje indledninger, jeg har liggende på computeren, gælds nemlig ikke. Eller også, og den forklaring hælder jeg mere til, vil det altid være sådan, fordi en skabende handling højst lader sig dirigere  - ikke tøjle. Processen kan dog nogenlunde løseligt beskrives således: jeg finder ud af omtrent, hvad bogen skal handle om og beslutter mig for, hvad den skal begynde med, og hvordan den skal slutte.
  2. Herefter strukturerer jeg spændet mellem begyndelsen og slutningen lidt mere. Men ikke voldsomt detaljeret.
  3. Så går jeg igang med at skrive. Jeg sørger altid for at planlægge de næste tyve sider, jeg skal skrive, meget minutiøst. På den måde undgår jeg at gå i stå, når jeg sidder og tamper i tasterne. Der er ikke noget værre end at gå i stå, fordi man ikke ved, hvad der skal ske. Det ødelægger flowet i både handlingen og sproget. Desuden er det, at jeg kontinuerligt planlægger handlingens detaljer, mens jeg skriver, med til at skabe fleksibilitet i forhold til historiens udvikling. Jeg vil tro, at det er en smagssag, om man bryder sig om dette, eller om man hellere vil have alt planlagt på forhånd. For mig er det meget motiverende, at jeg gennem hele bogens tilblivelsestid får lov til at være kreativ på både det plotmæssige og det sproglige plan.
  4. Når jeg er færdig med dagens skrivning, læser jeg det skrevne højt for mig selv (nogle gange lige efter, jeg har skrevet det. Andre gange dagen efter. Det kommer sig ikke så nøje). Højtlæsningen fanger rigtig mange sproglige bommerter og kluntede formuleringer.
  5. Ovenstående proces med planlægning ca. tyve sider frem og derefter skrivning gentages, indtil bogen er færdig. Hvis man skriver tre- til firetusinde ord om ugen i gennemsnit, går det såmænd rimelig tjept. Min oplevelse er, at det i det lange løb er langt mere effektivt at skrive begrænsede mængder tekst ofte, end at tage nogle store ryk med lange mellemrum. Man får simpelthen produceret mere tekst, og teksten bliver mere sammenhængende, fordi man har fingrene i den ofte.
  6. Når manuskriptet er skrevet igennem første gang, printer jeg det ud og læser det igennem. Det kan godt være en omstændelig proces, for der er som regel rigtig mange ting, der skal files på. Både hvad angår plot, sprog og karakterer. Rettelserne indfører jeg i hånden og skriver dem ind på computer bagefter. Et godt skrivetip i denne sammenhæng er at lave brede margener og kun printe på én side. Så er der masser af plads til rettelser.
  7. Så printer jeg manuskriptet igen og gentager processen.
  8. Så printer jeg det igen. Men denne gang sender jeg det til mine betalæsere samt min redaktør, som giver kritik på de overordnede ting i forhold til tekstens sammenhæng. Når jeg får deres kommentarer tilbage, tager jeg stilling til dem og retter til på de områder, hvor jeg synes, de har nogle gode pointer. Fordelen ved at have manuskriptet ude ved flere personer, er, at man kan se, om der er kommentarer, der går igen fra person til person. Er der det, er der nok noget om snakken! Grunden til, at jeg sender manusset til betalæserne så forholdsvist sent i processen, er, at man grundlæggende skal kunne få en læseoplevelse ud af en tekst (hvilket kræver, at den er sammenhængende og forholdsvis fri for fejl) for at kunne tage stilling til, om der på det overordnede plan er ting, som kan gøres anderledes. Er der for mange sproglige fejl og kontinuitetsbommerter, bliver man bare irriteret over disse og har svært ved at se de store linjer.
  9. Så printer jeg for fjerde gang. Denne gang ryger manusset af sted til mine korrekturlæsere (inklusive undertegnede). Når manuskriptet kommer tilbage, indfører jeg rettelserne. Og tro mig: der er som regel masser af rettelser, selvom jeg på nuværende tidspunkt i processen har været igennem teksten rigtig mange gange!
  10. Måske tager jeg en sidste rundes korrektur selv. Behovet for dette tager jeg lidt på fornemmeren …
  11. Manuskriptet ryger af sted til min forlægger, som sætter det op til trykning. Det føles forholdsvis stort at nå til dette punkt i processen, skulle jeg hilse og sige!!

Ja, det var så det – en lille samling skrivetips, som går på de overordnede aspekter af min proces. Eller hov, jeg glemte vist et enkelt: husk at krydse både fingre og tæer for, at læserne kan lide bogen ;)

Nå ja, og så lige en allersidste ting. Første bind i Abaddons Arv, Vraggods, kan købes på de fleste netboghandler. Blandt andet hos Gyldendal

Share

Hvad sker der med sequels?

June 6th, 2010

Ja, spørger man mig sådan helt generelt, så kan jeg kun sige: “som regel ikke noget godt.”

Jeg gør dog mit bedste til, at det skal blive anderledes med efterfølgeren til Vraggods. Bind 2 får titlen Aiglans Garde, og det går faktisk overraskende fint med at skrive den. Jeg har netop afsluttet et afsnit omkring Marlen, hvor magisystemet udfoldes lidt mere, end det blev i bind I, og derudover er jeg minsandten også færdig med prologen.

Hvad er det i øvrigt med fantasy og prologer? Jeg kender få andre genrer, der i den grad er henfalden til prologer. Eller dedikationer for den sags skyld. Ikke at jeg ikke selv benytter mig af den slags. Men hvorfor er det lige blevet kutyme? Hvorfor skal fantasyforfattere absolut takke hele verden for, at den har været så tålmodig, mens man skrev bogen, når alle mulige andre forfattere ikke skal? Er vi mere høflige? Jeg tror det næppe. Mere udfordrede på vores skriveproces? Sikkert ikke. Mere melodramatiske? Hmm … svært at sige.

Og hvad med prologerne? Ja, jeg ved godt, at flere handlingsspor (som unægtelig kendetegner fantasygenren) gør det nemt at undskylde et lille indslag fra “the dark side” i starten af bogen. Men er det virkelig nødvendigt? Har vi måske bare set for mange film og erkender instinktivt, at berettermodellens dramatiske anslag også fungerer på skrift, når man ønsker at fastholde publikum fra starten af en fortælling? Tjae … det kan vel ikke afvises. Kan det gøres anderledes? Sikkert. Kommer jeg til at gøre det anderledes i Aiglans Garde? Nææ.

Tror under alle omstændigheder, at det er vigtigt at huske, at drama uden en ordentlig fortælling og interessante karakterer til at motivere det dramatiske er … røvsygt. Sikkert derfor at Sex and the City filmen (ja, jeg indrømmer det blankt: jeg elsker serien – fantastisk persongalleri.) var temmelig so so. Jeg nægter i øvrigt at se toeren.

Bum bum … gad vidst om jeg egentlig kom til at lave en skramme i mit fantasynørdimage med den indrømmelse? Tror, jeg stopper, inden der kommer flere chokerende sandheder på bordet. Afslutningsvist må jeg hellere minde mig selv om at huske at holde fokus på den interessante fortælling fremfor at lade virkemidlerne bære det hele. Der skulle helst ikke være nogen kolosser på lerfødder her. Ud over Mister Big måske. Men hans fødder er jo ikke rigtigt af ler.

Share

Page optimized by WP Minify WordPress Plugin