Otoriklanens Fortællinger med den engelske titel Tales of the Otori er en japansk inspireret fantasytrilogi udgivet i perioden 2002 til 2004. I 2006 fulgte The Harsh Cry of the Heron og i 2007 Heaven’s Net is Wide. Bøgerne er skrevet af Gillian Rubinstein under synonymet Liarn Hearn. Dette er en anmeldelse af de tre første bind: Across the Nightinggale Floor, Grass for his Pillow og Brilliance of the Moon. Anmeldelsen er baseret på de engelsksprogede udgaver af serien.
Otoriklanens Fortællinger foregår i et fiktivt rige, som i høj grad er inspireret af fortidens japan tilsat et stænk magi og et hjemmegjort landkort (som det sig hør og bør i fantasy). Rigets befolkning er inddelt efter skarpe klasseskel med en herskende krigerklasse og en tjenende bonde-, håndværker og købmandsklasse. Herudover spiller endnu to fraktioner en væsentlig rolle for handlingen: De Skjulte, som er udstødte og tror på noget, der minder meget om den kristne Gud (blandt andet symboliseres deres tro vha. korset) og landets oprindelige befolkning, som er i besiddelse af overnaturlige evner og lever i skjul blandt rigets almindelige borgere, hvorfra de driver deres virkelige hverv som spioner og snigmordere. Af disse er Kikutafamilien de mægtigste.
Hovedpersonen i Otoriklanens Fortællinger er den unge Takeo med fødenavnet Tomasu. Han vokser op blandt de udstødte, men hvirvles fra bøgernes begyndelse ind i begivenheder, der placerer ham centralt i krigerklassen med en komplicerende had-/kærlighedsrelation til Kikutaerne. Hans oplevelser bringer ham blandt andet i kontakt med den gudeskønne Kaede, som han med det samme begynder at nære en (gengældt) kærlighed til. Og hermed nok sagt om plottet. Ingen spoilers!
Liarn Hearn har noget utraditionelt valgt at benytte sig af både en førstepersonsfortæller og en tredjepersonsfortæller. Førstepersonsfortælleren knyttes til Takeo, hvilket er meget naturligt, idet fortællingen skal forestille at være hans optegnelser fra et senere tidspunkt i livet, hvilket gøres klart vha. enkelte direkte læserhenvendelser. Tredjepersonsfortælleren følger Kaede og er en almindelig alvidende fortæller. Det fungerer sådan set okay. Men det forekommer mig alligevel ikke at være en optimal konstellation. Hvorfor foregive at historien er skrevet af Takeo, når selvsamme illusion brydes af jævnlige indslag om Kaede? Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår dispositionen.
Når det så er sagt, er der tale om en fortælling skrevet af en yderst kompetent forfatter. Kadencen i plottet har en noget nær perfekt balance mellem eftertanke og action, og Takeos splittelse mellem både krigerklassen, De Skjulte og Kikutaernes opfattelse af ret og vrang gør ham både menneskelig og troværdig og giver læseren lyst til at identificere sig med ham. Herudover er romanerne sprogligt en fornøjelse at stifte bekendtskab med. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på James Clavells gode, gamle Shogun, da jeg læste dem – minus vesterlænding, plus magi. Og så alligevel ikke. For Takeo er på trods af sit ikke vesterlandske ophav alligevel så kritisk overfor de rigide traditioner, der omgiver ham, at han på mange måder sagtens kan sammenlignes John Blackthorne i Shogun. Netop denne kritiske stillingtagen er, hvad der giver historien dens dynamik. Havde Takeo fx ikke følt medfølelse med en stakkels tortureret fange og skænket ham medlidenhedsdøden, ville fangens bror ikke have lært Takeo og kende og en central spiller ville dermed have manglet senere i fortællingen. Stor ros til Liarn Hearn for at forsyne Otoriklanens Fortællinger med en hovedperson af den kaliber.
Netop derfor ærgrede det mig også både gul og blå, at den afsluttende konflikt løses ved hjælp af en deus ex machina så stor som et højhus. Det havde klædt fortællingen, hvis Takeo istedet havde fået lov til at føre den til ende. Godt nok er konflikten med hans ærkefjende allerede løst på det pågældende tidspunkt, men alligevel står Takeo – uden at afsløre for meget - i problemer til halsen. Disse løses med et trylleslag af omtalte deus ex machina. Jeg har svært ved at se, hvorfor så velskrevet en hovedperson skal kvitte scenen til fordel for et “guddommeligt” indgreb, der muligvis er velforberedt vha. clues tidligere i historien, men som rammer helt fantastisk opportunt i forhold til den centrale konflikt. Så opportunt at det kommer til at virke temmelig konstrueret. Og fantasy – konstrueret og fuld af deus ex machinaer som genren nu engang er – lever at gøre netop dette element af konstruktion så usynligt som muligt. Personligt synes jeg, at det ville have været langt mere spændende at se, hvordan Takeo selv havde grebet den resterende del af konflikten an.
Alt i alt er Otoriklanens Fortællinger dog særdeles kvalificeret læsning. Spændende, velskrevet og indlevelsesværdigt. Og selvom de moralske tematikker bevæger sig inden for et japansk inspireret æreskodeks, kan man med udgangspunkt i disse sagtens overveje, hvad det fx indebærer at fremmedgøre en samlet gruppe af mennesker på baggrund af deres tro eller levevis. Skulle nogen få det indtryk, at jeg med den bemærkning henviser til en central offentlig diskussion i dagens Danmark, kan jeg hilse og sige, at det gør jeg muligvis – med alle de nuancer som dette i givet fald indebærer!!








