Posts Tagged ‘anmeldelse’

Tales of the Otori / Otoriklanens fortællinger – anmeldelse

October 6th, 2010

Otoriklanens Fortællinger med den engelske titel Tales of the Otori er en japansk inspireret fantasytrilogi udgivet i perioden 2002 til 2004. I 2006 fulgte The Harsh Cry of the Heron og i 2007 Heaven’s Net is Wide. Bøgerne er skrevet af Gillian Rubinstein under synonymet Liarn Hearn. Dette er en anmeldelse af de tre første bind: Across the Nightinggale Floor, Grass for his Pillow og Brilliance of the Moon. Anmeldelsen er baseret på de engelsksprogede udgaver af serien.

Otoriklanens Fortællinger foregår i et fiktivt rige, som i høj grad er inspireret af fortidens japan tilsat et stænk magi og et hjemmegjort landkort (som det sig hør og bør i fantasy). Rigets befolkning er inddelt efter skarpe klasseskel med en herskende krigerklasse og en tjenende bonde-, håndværker og købmandsklasse. Herudover spiller endnu to fraktioner en væsentlig rolle for handlingen: De Skjulte, som er udstødte og tror på noget, der minder meget om den kristne Gud (blandt andet symboliseres deres tro vha. korset) og landets oprindelige befolkning, som er i besiddelse af overnaturlige evner og lever i skjul blandt rigets almindelige borgere, hvorfra de driver deres virkelige hverv som spioner og snigmordere. Af disse er Kikutafamilien de mægtigste.

Hovedpersonen i Otoriklanens Fortællinger er den unge Takeo med fødenavnet Tomasu. Han vokser op blandt de udstødte, men hvirvles fra bøgernes begyndelse ind i begivenheder, der placerer ham centralt i krigerklassen med en komplicerende had-/kærlighedsrelation til Kikutaerne. Hans oplevelser bringer ham blandt andet i kontakt med den gudeskønne Kaede, som han med det samme begynder at nære en (gengældt) kærlighed til. Og hermed nok sagt om plottet. Ingen spoilers!

Liarn Hearn har noget utraditionelt valgt at benytte sig af både en førstepersonsfortæller og en tredjepersonsfortæller. Førstepersonsfortælleren knyttes til Takeo, hvilket er meget naturligt, idet fortællingen skal forestille at være hans optegnelser fra et senere tidspunkt i livet, hvilket gøres klart vha. enkelte direkte læserhenvendelser. Tredjepersonsfortælleren følger Kaede og er en almindelig alvidende fortæller. Det fungerer sådan set okay. Men det forekommer mig alligevel ikke at være en optimal konstellation. Hvorfor foregive at historien er skrevet af Takeo, når selvsamme illusion brydes af jævnlige indslag om Kaede? Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår dispositionen.

Når det så er sagt, er der tale om en fortælling skrevet af en yderst kompetent forfatter. Kadencen i plottet har en noget nær perfekt balance mellem eftertanke og action, og Takeos splittelse mellem både krigerklassen, De Skjulte og Kikutaernes opfattelse af ret og vrang gør ham både menneskelig og troværdig og giver læseren lyst til at identificere sig med ham. Herudover er romanerne sprogligt en fornøjelse at stifte bekendtskab med. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på James Clavells gode, gamle Shogun, da jeg læste dem – minus vesterlænding, plus magi. Og så alligevel ikke. For Takeo er på trods af sit ikke vesterlandske ophav alligevel så kritisk overfor de rigide traditioner, der omgiver ham, at han på mange måder sagtens kan sammenlignes John Blackthorne i Shogun. Netop denne kritiske stillingtagen er, hvad der giver historien dens dynamik. Havde Takeo fx ikke følt medfølelse med en stakkels tortureret fange og skænket ham medlidenhedsdøden, ville fangens bror ikke have lært Takeo og kende og en central spiller ville dermed have manglet senere i fortællingen. Stor ros til Liarn Hearn for at forsyne Otoriklanens Fortællinger med en hovedperson af den kaliber.

Netop derfor ærgrede det mig også både gul og blå, at den afsluttende konflikt løses ved hjælp af en deus ex machina så stor som et højhus. Det havde klædt fortællingen, hvis Takeo istedet havde fået lov til at føre den til ende. Godt nok er konflikten med hans ærkefjende allerede løst på det pågældende tidspunkt, men alligevel står Takeo – uden at afsløre for meget -  i problemer til halsen. Disse løses med et trylleslag af omtalte deus ex machina. Jeg har svært ved at se, hvorfor så velskrevet en hovedperson skal kvitte scenen til fordel for et “guddommeligt” indgreb, der muligvis er velforberedt vha. clues tidligere i historien, men som rammer helt fantastisk opportunt i forhold til den centrale konflikt. Så opportunt at det kommer til at virke temmelig konstrueret. Og fantasy – konstrueret og fuld af deus ex machinaer som genren nu engang er – lever at gøre netop dette element af konstruktion så usynligt som muligt. Personligt synes jeg, at det ville have været langt mere spændende at se, hvordan Takeo selv havde grebet den resterende del af konflikten an.

Alt i alt er Otoriklanens Fortællinger dog særdeles kvalificeret læsning. Spændende, velskrevet og indlevelsesværdigt. Og selvom de moralske tematikker bevæger sig inden for et japansk inspireret æreskodeks, kan man med udgangspunkt i disse sagtens overveje, hvad det fx indebærer at fremmedgøre en samlet gruppe af mennesker på baggrund af deres tro eller levevis. Skulle nogen få det indtryk, at jeg med den bemærkning henviser til en central offentlig diskussion i dagens Danmark, kan jeg hilse og sige, at det gør jeg muligvis – med alle de nuancer som dette i givet fald indebærer!!

Share

Anmeldelse af Inception

August 18th, 2010

For nylig var jeg inde at se Christoffer Nolans Inception. Jeg havde med vilje undladt at orientere mig særlig meget om filmen på forhånd. Blot vidste jeg fra venner, at den “holder for hårdt”. Og lad det være sagt med det samme: den holder for hårdt!

Hvis man som jeg vil have totaloplevelsen og ikke rigtig vide noget på forhånd, så undlad venligst at læse videre. Der er ikke direkte spoilers i det nedenstående, men de tematiske og narrative lag berøres.

Da jeg satte mig til rette i biografsædet, var jeg som nævnt ovenfor, praktisk taget uvidende om, hvad filmen handler om. Det viste sig at være en rigtig god disposition, idet de første tyve minutter er en hæsblæsende indføring i filmens præmis: det at invadere et menneskes drømme og udtrække information fra disse. I det konkrete tilfælde er der tale om industrispionage. Et godt, klassisk tema for en agentfilm. Eller er det ikke snarere science-fiction? Eller rendyrket action? Eller måske endda en art magisk realisme overført på cinematografiens domæne? Genremæssigt stikker den i alle disse retninger, og den skriver sig således hverken fuldstændigt ind i og ej heller op imod en enkelt genres gængse motiver.

Det gør den en smule vanskelig at få greb om på det tematiske plan. Bevares, den kan sagtens ses som en spændingsfilm og ikke så meget andet. Men der er flere ting på spil end blot det klassiske “tøm-pengeskabet-for-værdier-og-slip-væk-bagefter” tema. Eller retteligt er det vel “læg-værdierne-i-pengeskabet-og-slip-væk-bagefter”. Missionen i filmen viser sig nemlig hurtigt at gå ud på at plante en ide i en drømmers hoved istedet for at stjæle en. Formålet er at få den pågældende drømmer (en rigmands søn) til at træffe en beslutning, som på sigt får konsekvenser for hele kloden, uden at han ved, at han er blevet manipuleret til at træffe netop den beslutning.

Dette rejser nogle spændende spørgsmål omkring værdier i det hele taget. Hvordan vi påvirker hinanden til at tænke på bestemte måder, og ikke mindste den klassiske problemstilling, som går på, om målet helliger midlet. Mange af disse spørgsmål lader filmen stå ubesvarede hen, hvilket huer undertegnede udmærket. Faktisk kan det efter min mening ses som en forlængelse af temaet, at en film, der handler om, hvordan man får andre mennesker til at tænke på en bestemt måde, selv i høj grad lader det være op til beskueren at drage sine egne konklusioner. Denne pointe bliver udtrykt ganske eksplicit i filmen: “de ideer, der hænger ved, er dem, som et individ selv kommer på.” Man aner, at filmen holdningsmæssigt lægger sig op ad den diskurs i nutidens debat, der går på retten/pligten til fri meningsudveksling, hvis forudsætning uværgerligt er et vist fakultet for kreativitet i det enkelte individ: man påvirkes ganske vist af ideer udefra, men sine holdninger danner man selv.

Filmen belyser den informationsmanipulation, som vi hverdag udsætter hinanden for – både på et personligt og et mere samfundsmæssigt plan – og hvordan denne informationskontrol kan bruges til at få os til at danne bestemte holdninger, hvis den målrettes grundigt nok. Om en sådan målretning er af det gode eller det onde, giver filmen ikke rigtig noget bud på, og reelt set er det vel heller ikke muligt at besvare dette spørgsmål entydigt.

Men gad vidst, om ikke denne tematik – ud over at handle om friheden til at danne sine egne holdninger – kunne være en lille stikpille til de nyere former for ekstremt målrettet markedsføring, som er dukket op i de senere år, og som baserer sig på et grundigt kendskab til forbrugernes vaner og interesser, som markedsføringen på sigt også er med til at danne? Markedsføring bliver godt nok ikke nævnt konkret i filmen, men temaet stemmer utroligt godt overens med de af tidens diskurser som handler om, hvordan bl.a. Google i højere og højere grad kommer til at kende os som mennesker og forbrugere.

For slutteligt at vende tilbage til, hvordan filmen fungerer som film, kan jeg passende runde af med at sige, at det er befriende for en gangs skyld at se en Hollywoodfilm, hvor helten og heltinden ikke nødvendigvis automatisk skal blive forelskede i hinanden. Nogle mener godt nok, at de kvindelige karakterer ikke fungerer så godt, men det var ikke en mangel, jeg sad og spekulerede over, da jeg selv så filmen. De har deres plads i plottet, og den indtager de. Hverken mere eller mindre. Ingen påklistrede romancer her. Tak for det, Nolan.

Og så er der i øvrigt ikke noget så herligt som åbne slutninger. Punktum!

Share

Primary Inversion af Catherine Asaro

May 25th, 2010

Jeg har aldrig læst noget af Catherine Asaro, før jeg læste Primary Inversion. Og det er jeg glad for. Det betyder nemlig, at jeg har et helt dugfriskt forfatterskab til gode. Nu håber jeg bare, at de næste bøger i serien om the Ruby Dynasty besidder de samme kvaliteter som den første.

Primary Inversion er benhård, velfortalt scifi med runde hjørner og bred appel. Den tager de bedste elementer fra space operaen og den hårde science fiction og blander dem i et orgie af laserlys og lødig litteratur. Bogen har en troværdig teknologidel (det er tilsyneladende ikke for ingenting, at Asaro er Ph.D. i kemisk fysik fra Harvard), et velfortalt plot, lækkert, fyldigt og smidigt sprog samt et persongalleri, der formår at engagere læseren. Hvad mere kan man ønske sig?

Det teknologiske setup kunne tænkes at trække på eksempelvis Asimov og Gibson, da vi både finder telepati og en art cyberspace. Herudover støder læseren også på en god del augmented reality som det sig hør og bør i en rigtig scififortælling nu om dage. Det er desuden interessant at se, at Asaro i høj grad ser fremtidens rumfarende mennesker som organiseret i feudallignende samfund – på nær én fraktion, som er demokratisk. Det feudale aspekt vækker minder om Frank Herberts Dune, men er efter min mening mere realistisk beskrevet – eller mere nuanceret skulle jeg måske sige.

Jeg sidder nu og vrider min hjerne efter noget skidt at sige. For en anmeldelse bør jo påpege mindst én svaghed. Men jeg kan simpelthen ikke finde på noget. Jeg er ganske enkelt vild med det faktum, at jeg er stødt på en roman, som blander hård science fiction og space opera på så eminent vis som Primary Inversion.

Share

Shaman’s Crossing af Robin Hobb

March 23rd, 2010

I går aftes vendte jeg den sidste side i Shaman’s Crossing af Robin Hobb. Bogen er første bind i Hobbs Soldier Son-trilogi, og den er på mange måder et dejligt friskt take på den episke fantasygenre. I stedet for at foregå i middelalderen, som den slags bøger som oftest gør, befinder vi os i en verden, der teknologisk set befinder sig på et stade, der vel omtrent svarer til begyndelsen af 1800-tallet. Vi har kanoner og geværer. Men ingen jernbane. Hvem ved? Måske kommer dampmotoren og jernbanen i de følgende bind?

Handlingen udspiller sig i riget Gernia, der kort før fortællingens start har tabt en krig mod sin nabo mod vest og derfor har udvidet hen over prærien mod øst fejende foran sig en bølge af slagne nomader og efterladende sig et domesticeret vildnis. Bevægelsen er godt nok vest->øst, men man skal virkelig anstrenge sig for ikke at tænke bare en lille smule på kolonialiseringen af Amerika. Det gør dog egentlig ikke noget, for selvom det nu er ved at være godt hundrede år siden, at kolonialiseringsbølgen for alvor rasede, så er den diskussion stadig rigtig interessant. Prøv blot at læse Kong Leopolds Arv, der omhandler kolonialiseringen af Congo. Magen til uhyrligt slagteri i (officielt civilisationens og uofficielt i profittens) navn, skal man lede længe efter. Eller vent, det skal man faktisk ikke. Men det gør det jo ikke mindre skræmmende. Det er muligvis ikke et faktum, der ligger langt fremme i de fleste menneskers daglige bevidsthed (inklusive undertegnedes), men vores vestlige verden og dens rigdom og komfort er for en stor dels vedkommende bygget på simpelt røvergods.

Nu fortaber jeg mig dog. Tilbage til Shaman’s Crossing. Den epokemæssige setting betyder, at begivenhederne, selvom de udspiller sig i en fiktiv verden, bliver lettere at relatere til vores egen moderne verden, og dermed bliver bogen mere end blot en beretning om det gode og det onde. Tingene bliver med et corny lille rim mere grå end som så. Desværre forsømmer Hobb efter min mening for alvor at folde den kolonialistiske diskussion ud. Jeg håber dog på, at den vil blive mere fremtrædende i de næste bind, hvor der er lagt op til, at vores protagonist Nevare skal træde mere i karakter.

Dette er en anden (lille) svaghed ved Shaman’s Crossing. Bogen omhandler Nevares liv fra han er dreng, til han er ung mand. Nevare er en meget pligtopfyldende og samvittighedsfuld yngling, og det gør det desværre lidt vanskeligt for alvor at skabe nogle konflikter mellem ham og hans omverden. Bevares, han har nogle voldsomme oplevelser, men det er først i sidste del af bogen, at han begynder at sætte spørgsmålstegn ved sine omgivelser. Og spørger man mig, vil jeg til enhver tid sige, at noget af det, der for alvor skaber en god fortælling, er de modsætningsforhold en protagonist måtte have til sine omgivelser.

Hobb redder den dog i høj grad hjem ved hjælp af sin store fortællererfaring og sine mange små underplot. Desuden fornemmer man, at årene som “pæn dreng” blot er en fase, hovedpersonen skal igennem, før han bliver interessant at følge som litterær figur, og at netop denne tilstand senere hen med stor sandsynlighed kommer til at fungere som kontravægt til en modsat udvikling. Man kan dermed godt tilgive Hobb hendes i starten lidt flade hovedperson. Men hun kunne nu godt have gjort ham lidt mere spændende. Tænk blot på Fitz Chivalry fra Farseer-serien. Han havde dælme nogle dæmoner at slås med! I modsætning til Fitz er Nevare lidt for meget passager i sin egen fortælling.

Alt i alt er Shaman’s Crossing dog ganske solid fantasylæsning med et opfindsomt nyt twist, som gør den interessant ikke blot som en abstrakt fortælling om det gode og det onde, men som også i høj grad gør det muligt at drage direkte paralleller mellem fortællingen og den virkelige verden. Det er muligvis ikke naturalisme (selvom man kan tænke mange spændende tanker om, hvorvidt fantasy kan siges at være naturalistisk i sin tilgang til det fantastiske), men den kære Brandes ville nu alligevel nok glæde sig bare en lille smule over, at litteratur i vores gennemunderholdte kultur ind i mellem stadig gider at sætte problemer under debat. Også selvom disse problemer måske ikke er politisk højaktuelle, men snarere et sort kapitel i vores historie som hver eneste ny generation af borgere og læsere har godt af at blive gjort opmærksomme på.

Share

Så kom lektørudtalelsen …

March 13th, 2010

… og den er heldigvis rigtig positiv!

For dem, der ikke kender til lektørsystemet, kan jeg oplyse, at lektørerne er et korps af bibliotekarer, som læser en pokkers masse bøger og herefter udarbejder en skriftlig vurdering af det, de har læst. Disse vurderinger fungerer som indkøbsvejledninger for landets biblioteker. Vil man gerne op at stå på hylderne rundt omkring, er det derfor temmelig vigtigt at få en god lektørudtalelse.

I udtalelsen for Vraggods skriver lektøren blandt andet:

“… det er velskrevet og gedigen klassisk fantasy, som Sven Damgaard Ørnstrup her debuterer med. (…) Forhåbentlig bliver denne serie en succes, da original dansk fantasy for ældre teenagere og voksne er noget af en mangelvare. (…) Sven Damgaard Ørnstrup kan sin fantasy, og det er tydeligt, at hans selvopfundne verden trækker på arven og konventionerne fra blandt andet Tolkien. Men Sven Ørnstrup formår også at gøre sin fantasy-verden til sin helt egen.”

De ord varmer langt ind i sjælen, da det er rigtig mange års arbejde, der her bliver modtaget så positivt! Bibliotekerne har allerede anskaffet nogle eksemplarer. De kan findes på bibliotek.dk.

Hvis man har lyst til at læse Vraggods, men hellere vil eje den, så kan den købes på fx SAXO.

Share

Brian Roland Larsen – Nedtælling

February 2nd, 2010
Nedtælling

Nedtælling

Så blev jeg færdig med anden bog i Brian Roland Larsens Solar-serie.

Romanen er en direkte fortsættelse af Invasion og spiller på mange af de samme tangenter som etteren: action, sideløbende handlingstråde og barske og kompetente karakterer. Kort sagt er alle de påkrævede elementer tilstede for at skabe en klassisk space opera.

Det lykkes også langt hen ad vejen. Mange af de værste sproglige bøffer fra første bog er ryddet af vejen, og der åbnes op for Loortech-racens motiver for at angribe menneskeheden. Man fornemmer, at universets etablerede racer i høj grad mangler den menneskelige kvalitet: medfølelse. På den vis er der gode tekniske fremskridt i forhold til bind et.

Jeg savner dog stadig, at karaktererne bliver lidt mere troværdige. Som læser er jeg ind i mellem ikke villig til at identificere mig med dem, fordi forfatteren efter min smag lidt for ofte benytter sig af dækning i forhold til deres tanker istedet for at lade dem fremstå i kraft af deres ord og handlinger. Det svækker fremstillingen.

Herudover kan nogle scenarier ind i mellem forekomme lidt urealistiske. Fx at en krydser fuld af Loortech-soldater ikke er istand til at opspore den (godt nok meget avancerede) troppetransporter, der klæber sig til krydserens side i timevis, mens et menneskeligt kommandohold sparker eftertrykkeligt røv inde i krydserens labyrintiske gange.

Alt i alt er jeg dog godt underholdt, så jeg går snart igang med bind tre. Brian Roland Larsen er nemlig som nævnt i forbindelse med Invasion god til det hæsblæsende.  Det skal blive spændende at følge både udviklingen i historien og hos forfatteren.

Share

Invasion af Brian Roland Larsen

January 17th, 2010
Invasion

Invasion

For nylig læste jeg et interview med Brian Roland Larsen på Fantastiske Forfattere. Det viste sig hurtigt, at der var tale om noget så sjældent som en dansk forfatter, der skriver space opera. Nærmere betegnet en serie ved navn Solar. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men tænkte med det samme: hurra!! For jeg kan nemlig godt lide space opera!!

Jeg skyndte mig derfor ind på bogpriser.dk for at få fat i hele serien. Desværre viste det sig, at første bind var udsolgt fra forlaget, og en forespørgsel på genoptryk blev returneret med negativt svar. Heldigvis kan den lånes på bibliotektet. Det var derfor, hvad jeg gjorde, og nu har jeg læst den. Efter endt læsning skal der først og fremmest lyde endnu en opfordring til forlaget mellemgaard, der udgiver serien: på trods af nogle svagheder, som nok for en stor dels vedkommende skal tilskrives forfatterens alder på udgivelsestidspunktet, synes jeg godt om bogen. Jeg vil derfor endnu en gang opfordre til et genoptryk. Ikke mindst fordi en udsolgt 1′er i mange tilfælde vil afholde folk fra at købe de efterfølgende bind i serien.

Men nok om det. Nu til sagen. Første bind i serien Solar hedder Invasion. Den foregår i en fjern fremtid, hvor mennesket har koloniseret indtil flere stjernesystemer. Det er gået helt uden problemer indtil den dag, hvor en fremmed og temmelig aggressiv race opdager vores bestræbelser. De beslutter sig uden dikkedarer for at slette mennesket fra det galaktiske landkort.

Dette resulterer i første omgang i en konfrontation, der foregår omkring en forskningsstation, hvor modgiften til en farlig virus, som de fremmede har sluppet løs, findes. Det gælder nu for menneskene om at få virussen reddet ud og bragt til jorden, inden forskningsstationen bliver skudt i smadder af de teknologisk overlegne fremmede.

Det efterfølgende plot er meget lineært og uden de store forviklinger. Til tider kan det få tingene til at virke lidt for simple – som fx da en enlig smugler uden det store besvær formår at spore og opsøge en kriminel oprørsleder, der igennem flere år har leget kispus med jordens efterretningstjeneste.

Herudover er sproget sine steder lidt for simpelt og talesprogsagtigt til helt at kunne opretholde den litterære illusion. Man falder simpelthen som læser ud af historien, fordi man bliver opmærksom på teksten som tekst. Dette bl.a. på grund af formuleringer som “helt vildt godt” og angloficerede orddelinger som fx “oxygen beholder”.

Der er også andre småting, der forstyrrer. Som fx det faktum at rumslag udkæmpes på baggrund af visuelle observationer fra de store rumskibes cockpit. Her ville det i mine øjne have virket mere realistisk at lade sensorer stå for dataindsamlingen, så kommandørerne ikke skulle stå at kigge ud af vinduet, men istedet nøjes med at træffe beslutninger på baggrund datainput.

Herudover er der sine steder karakterer, der ikke er 100 pct. troværdige. Og nogle gange skinner inspirationen fra Star Wars måske lige rigeligt igennem (parlamentets udformning med svævende platforme samt Han Solo lignende karakter med Millenium Falcon lignende rumskib.

Men husker man sig selv på, at det hele er skrevet af en knægt på 15-16-17 år (jeg mener, at Brian Roland Larsen var 17, da bogen udkom første gang), ja så er det temmelig nemt at tilgive. Særligt fordi han demonstrerer en veludviklet evne til at opretholde flow og spænding i de mere actionprægede afsnit – de afsnit som i mange henseender er alfa og omega for space opera. De andre ting skal nok komme hen ad vejen.

På trods af ovenstående kritikpunkter vil jeg anbefale bogen til dem, der i forvejen synes om space opera. Her er tale om et friskt bud på genren fra en ung dansker med gå-på mod og masser af gode ideer. Jeg for min del glæder mig i hvert fald til at komme igang med næste bind (som jeg har købt sammen med de resterende bind i serien på nær det sidste, som endnu ikke er udkommet).

Share

Robert Sheckley – Untouched by Human Hands

January 9th, 2010

Den anden dag genlæste jeg novellesamlingen Untouched by Human Hands af Robert Sheckley. Den er fra 1954, og jeg aner faktisk ikke, om den kan købes nogen steder mere. Måske antikvarisk?

Under alle omstændigheder var det en fornøjelse at genopfriske bekendtskabet med novellen Seventh Victim. Den omhandler en fremtid, hvor mennesket har været på randen af udslettelse efter 5. Verdenskrig. Verdens ledere har herefter endelig indset, at krig er et onde, der i sidste ende vil udslette menneskeheden, og man har derfor besluttet med alle midler at undgå en 6. verdenskrig.

Man har samtidig erkendt, at mennesker – nogle mere end andre – besidder en iboende aggressivitet, som har behov for at få udløb. Får den ikke det, fører det med tiden uundgåeligt til konflikter, som staten enten ikke kan styre, eller endda aktivt bliver en del af – fx netop krig.

Den mest optimale fremgangsmåde i forhold til at forhindre konflikter og vold på en stor skala er derfor at tillade det på en mindre skala. Man har til det formål indført et frivilligt lotteri, hvor man kan melde sig som henholdsvis lejemorder eller offer, hvis man føler behov for at forsøde tilværelsen med noget spænding og/eller udleve sin aggresivitet.

Melder man sig som lejemorder, modtager man navnet på sit offer med posten, hvorefter man har et vist tidsrum til at nedlægge offeret. Offeret har ret til at forsvare sig. Lykkes det at gøre det af med offeret, er man tvunget til bagefter selv at tjene som offer. Således opretholdes retfærdigheden i systemet.

Det er naturligvis et umådeligt bestialsk system, men det er befriende at læse en novelle, som tør se i øjnene, at mennesket forstår verden vha. modsætninger (konflikter). Har man først erkendt dette, er det næste logiske skridt at erkende, at vi som art nok aldrig slipper af med aggression og den vold, som ofte følger heraf, og at den bedste løsning derfor ikke er at prøve at udrydde volden, men istedet systematisere den, så den udelukkende rammer dem, som har en interesse i at være involveret i den slags.

Novellens bud på en løsning er meget radikal og polemisk. Og personligt vil jeg – hvis jeg stod og skulle vælge – foretrække et system, der knapt så ofte har døden som udgang. Den grundlæggende erkendelse af menneskets aggressivitet som en uundgåelig – og vel dybest set også uundværlig – del af vores natur, er dog værd at holde sig for øje.

Untouched by Human Hands

Untouched by Human Hands

Share

Avatar. Flot film, kedeligt plot

January 2nd, 2010

Forleden dristede jeg mig ind for at se James Camerons meget omtalte Avatar. Jeg var ikke i tvivl om, at den ville være flot. Ikke det mindste. Og jeg blev da heller ikke skuffet. Ikke på den konto i hvert fald. Filmen er et festfyrværkeri af effekter og vilde kamerature. Og 3D-dybden i billederne er ekstremt vellykket. Desuden overdrives der på ingen måde med diverse objekter, der rager ud af lærredet. Det visuelle indtryk er på en og samme tid overvældende og behersket.

Hvad angår plottet, er det stort set lige så spændende som et dovendyr på valium:

  • Big business invaderer fjernt himmellegeme i minedriftens, menneskehedens (og særligt profittens) navn. Selv navnet på det mineral, der søges efter, er uopfindsomt (unobtanium). Come on. Det kan da gøres bedre!
  • Big business prioriterer profit højere end universelle hensyn til livets harmoni og hellighed.
  • Ansat hos Big business infiltrerer ”fjenden” og bliver ved et uheld forelsket.
  • Spionen omvendes til de indfødtes ideologi (noget med naturdyrkelse og en hel masse machobraller – i virkeligheden ikke så forskelligt fra de onde soldaters omgangstone, bortset fra at de indfødte ikke har særligt meget tøj på og er helt blå), vinder pigen og sejrer over de onde.

Ovenstående kunne sådan set sagtens gøres til en spændende historie, for et plot behøver ikke være indviklet for at være spændende. Men tingene bliver simpelthen alt, alt for sort/hvide. Den militære leder af mineoperationen er gennemført ond uden et eneste forsonende træk, hvilket gør ham til en inderligt ligegyldig karakter. Se i øvrigt mere om denne type karakterer her. Det er vel meningen, at man skal synes, han er en slemmer karl, men han er så gennemført endimensional, at den fordømmelse, der skulle tilfalde ham i stedet retter sig mod manuskriptforfatterne. Med alle de penge, der er pumpet i Avatar, kan det undre, at man ikke har gjort sig den ulejlighed at skrive en spændende historie.

Filmen trækker voldsomme associationer til særligt den vestlige verdens kolonisering af Nordamerika, men i modsætning til i virkelighedens verden er det denne gang indianerne, der vinder. Det er sådan set glimrende. Problemet er måden, der sker på. For sejren kommer ikke som et resultat af en ændring i den vestlige kulturkreds’ opfattelse af kolonisering, men derimod som en deus ex machina effekt (planetens hævn), hvilket forspilder chancen for en interessant diskussion af moral og etik i forhold til en ”dem/os” tankegang.

På trods af ovenstående lidt knubbede ord vil jeg alligevel anbefale at gå ind og se filmen, hvis man er blot den mindste smule glad for science fiction. Det visuelle overload, man udsættes for, er en oplevelse i sig selv, og når 3D (måske?) engang er blevet standard, har man den luksus at kunne fortælle sine børn, at man skam tog i biografen og så den film, der gjorde det hele muligt.

Avatar

Avatar

Share

Blood Bowl: multiplayerdelen

December 18th, 2009

Jeg har tidligere lovet en update på multiplayerdelen af Blood Bowl. Da jeg skrev min anbefaling i november, havde jeg endnu ikke prøvet dette aspekt ved spillet.

Jeg må konstatere, at det var en fejl.

At spille mod et menneskeligt modstykke er helt anderledes udfordrende (og underholdende) end at dyste mod computeren. For det første er det langt sværere at forudsige ”fjendens” næste træk. For det andet er det fantastisk meget mere tilfredsstillende at vinde over en person af kød og blod end over den – ja lad det bare være sagt – ikke tip-top sofistikerede AI. Og for det tredje tilfører det spillet en social dimension, som lige løfter det et par niveauer op. På nær den indelukkede luft og de spildte chips på gulvet, er det næsten som at være tilbage på drengeværelset. Eller nej, glem det med chipsene. Det ændrer sig vist aldrig. Og ved nærmere eftertanke, så er luften vist heller ikke alt for …

Hmm … nogle ting bliver vist ikke anderledes. Og godt det samme :)

Multiplayerdelen byder på både en automatisk matchmakingfunktion, mulighed for at udfordre en specifik modstander (hvis denne er online) og slutteligt min favorit: en fast liga bestående af mennesker, man kender. Eller i det mindste mennesker, som kender nogen, man kender.

Jeg har været så heldig at komme med i en liga gennem en af mine kollegaer. Og jeg skal love for, at det er noget, den indre (og ydre) nørd kan lide. Mange af mine ligamodstandere kender jeg ikke personligt, idet vi er kommet med i ligaen gennem forskellige kanaler. Men det gør ikke så meget.

Vi er temmelig enige om, at det sociale liv omkring spillet er lige så vigtigt som spillet selv. Det betyder, at der er masser af hype omkring kampene pr. mail. Både før og efter kampen. Min personlige favorit er det kampreferat, som taberen af en kamp er forpligtet til at skrive. Her har man mulighed for på en raffineret (eller bare plat – man bestemmer selv) måde at betale nederlaget tilbage i form af et vittigt memorandum. Selv var jeg så uheldig at tabe min første kamp, og jeg må indrømme, at det var næsten lige så morsomt at skrive kampreferatet, som det var at spille kampen. Jeg har postet det i et selvstændigt indlæg som et eksempel på det liv, der er omkring ligaen. Det bør nævnes, at jeg spiller med et chaoshold. Deraf de mange referencer til klovdyr :)

Bær gerne over med stavefejl. Referatet er skrevet hurtigt og næsten i én køre og så sendt af sted efter to hurtige gennemlæsninger. I øvrigt kan det anbefales at dyrke sådan en omgang flowskrivning en gang imellem. Der dukker nogle gange nogle syrede tanker op, som nok var blevet sorteret fra, hvis man havde tænkt alt for længe over tingene. Referatet findes her.

Et billede fra en senere kamp mod et andet chaoshold.

Et billede fra en senere kamp mod et andet chaoshold.

Share

Page optimized by WP Minify WordPress Plugin