Før min kæreste og jeg drog på vores tre uger lange transatlantiske eventyr i sommerferien, fik jeg kontakt med en venlig journalist på Århus Stiftstidende. Han lavede et interview med mig, og sørme om ikke jeg ikke derfor under min ferie har været to steder på én gang. I USA. Og i Århus Stiftstidende. Begge dele en lettere surreel oplevelse – på den gode måde forstås ![]()
Artiklen fra stiften er desværre ikke at finde på nettet. Det betyder dog ikke, at min diminutive, men til gengæld fanatisk loyale fanskare skal snydes for at se den
Jeg har derfor scannet artiklen og indsat billederne nedenfor. Her er teksten til de dovne, der ikke gider læse gnidrede billeder:
HØRNING: ”En god bog læser man ikke – den oplever man.”
Ordene kommer fra Sven Damgaard Ørnstrup, der efter et langt tilløb er sprunget ud som forfatter.
Tidligere på året debuterede han med fantasyromanen ”Vraggods”. En fortælling for voksne om kampen mellem det gode og det onde i et magisk univers. Med andre ord en klassisk fantasyfortælling.
”Fantasy foregår i et middelalderagtigt univers, hvor magi er en naturlig ting. Lidt a la i Ringenes Herre. Og så handler fantasy altid om det godes kamp mod det onde. Både på det overordnede og på det personlige plan,” forklarer Sven Damgaard Ørnstrup.
Kampen for den gode start
Sven har også kæmpet på det personlige plan med bogen.
Om ikke med det onde, så i hvert fald med starten.
”Jeg har vidst, at jeg skulle skrive en bog, siden jeg gik på højskole i Viborg i 1999. På det tidspunkt vidste jeg bare, at det skulle være en fantasy- eller science fiction-bog. Uden at ane hvad det skulle handle om,” fortæller forfatteren.
Det skulle også hurtigt vise sig, at det var svært at få hul på fortællingen.
”Jeg var fire år om at skrive starten. Men pludselig en dag var den der: det vidste jeg, fordi jeg havde lyst til at skrive videre på historien. Og den skrev jeg også færdig,” fortæller Sven.
Så skulle man tro, at resten af bogen bare kom af sig selv. Men sådan gik det langt fra. Det tog Sven Damgaard Ørnstrup ydereligere seks år, før bogen var færdig, og forlagene fik den tilsendt. De første, der modtog bogen, afviste den. Og Sven gik i gang med et større arbejde.
”Det hele blev skrevet om mange gange. Og inden jeg sendte den til det forlag, der endte med at udgive bogen, slettede jeg 25.000 ord. Der var alt for mange beskrivende ord i bogen, der bremsede handlingen,” forklarer Sven.
Forsinkede sommerfugle
Den nyudsprungne forfatter fik luget ud i beskrivelserne og fik bogen sendt af sted mod endnu et forlag.
Denne gang sendte han den til et lille århusiansk forlag.
”Og så skete der noget. Forlaget ”Hexameter” vendte tilbage, og sagde, at de ville udgive den.”
Beskeden satte gang i Svens mave.
”Jeg havde egentlig ikke været nervøs ved at sende bogen til forlagene. Sommerfuglene i maven, kom faktisk først, da jeg havde opnået, det jeg ville. Nemlig, at nogen ville udgive bogen.”
Efter at forlaget havde sagt god for bogen, startede endnu en gennemskrivning af den.
”Jeg fik min mor og min kæreste, som begge er uddannede i sprog, til at gennemgå bogen for stave- og grammatiske fejl. Og til at se på dramaturgien i fortællingen. Altså om historien hang sammen. For indholdet, fantasy-fortællingen, kunne de ikke så godt hjælpe med, da ingen af dem er fantasy-fans,” fortæller Sven.
”Bøger skal opleves”
Nu kunne man godt få den tanke, at en forfatter til en fantasybog for voksne, er et menneske, der lever i en verden, hvor magi og fantasyuniverset dominerer hverdagen.
Sådan er det ikke.
”Jeg læser også andre bøger; og beskæftiger mig med andet end fantasy. Faktisk læser jeg alt muligt. Bare det er godt,” siger han, og giver opskriften på, hvad en god bog er:
”En god bog er en, man ikke læser: man oplever den. Pludselig er der gået tre timer; fordi siderne nærmest vender sig selv. Sådan skulle det også gerne være med min bog,” siger den 31-årige forfatter.





