Nedenfor mit referat af den første Blood Bowlkamp, jeg spillede i en fast liga. Mere om baggrunden for referatet kan findes her.

Kære dagbog,

I dag skete der noget meget besynderligt. Jeg tror, jeg er blevet forelsket. Det startede ellers meget normalt. Jeg stod op ved månegry og pudsede og hvæssede mine horn, som jeg altid gør før en vigtig kamp. Jeg havde lige skiftet sengehalm og havde ikke sovet særlig godt. Måske er det fordi, jeg kom til at bruge ren halm i stedet for den fugtige og godt udmugede kvalitet, som jeg plejer at få nede fra det syvende helvedes stalde. Men de var desværre løbet tør. Måske er deres katte begyndt at skide mindre? Eller også har de endelig lært at bruge bakkerne med grus i. Pokker tage de bæster. De skulle stanges herfra og til Himmerige.

Nå, hvor om alting er, så var jeg godt knotten. Faktisk var det så galt, at selv ikke en solid aftensmad af bølgepap og savsmuld kunne rette op på det. Jeg valgte dog at se det fra den lyse side. Det er faktisk slet ikke så tosset at være godt tosset før en kamp. Uheldigvis så jeg så lyst på det, at da spillerkærren endelig kom for at hente mig, var jeg faktisk blevet helt glad. Heldigvis var det mig, der skulle trække. Det gjorde mig godt gammeldags muggen igen.

Jeg var så flintrende harm, at vi nærmest fløj hen til stadion. Eller det gjorde vi faktisk. Men det er mest fordi, at kærren er fortryllet. Vi fløj så hurtigt, at vi nåede frem som de første og akkurat havde tid til at true dommeren med buksebræk, hvis ikke han lod os modtage bolden først.

Lusepusteren bukkede selvfølgelig under, hvilket både jeg og mine lus og i øvrigt også resten af holdet var godt tilfredse med. En ond dåd gjort, er en ond dåd bedre. Første runde gik helt efter planen. Et af kiddene – ufatteligt så meget Beastmen hader at blive kaldt for kid. Derfor gør jeg det hele tiden – samlede bolden op og løb i dækning bag en mur af mig. Nå ja, også lidt de andre. Jeg startede med at labbe friskt til en af pisseelverne foran mig og skubbede ham godt tilbage på hans egen banehalvdel.

Da jeg fulgte op for at smække en hov i nosserne på ham, var det, at det skete. Der stod hun. Praktisk taget nøgen. Formidabel i al sine ækle ubehårethed. Jeg var forlibt, før jeg selv vidste af det. Pludselig kom ham elveren fra før bralrende for at gøre gengæld. Uheldigvis for ham kom han til at spærre for udsynet til den mystiske og bedårende elverkvinde, så jeg stak ham en på skrinet. Desværre var jeg så langt væk, at jeg slet ikke nåede at sænke hornene, så det lykkedes ham faktisk at skubbe mig omkuld. Det er en ringe trøst, at halvdelen af hans tænder fløj ud, og han måtte se resten af kampen fra bænken.

Jeg glemte ham dog hurtigt igen, da slagsmålet for alvor tog fart på banen. Gedekiddet med bolden løb sidelæns op på elvernes banehalvdel, og vi andre fulgte efter. Jeg sørgede hele tiden for at holde skarpt øje med den vakre elverkvinde. Jeg har fundet ud af, at hun hedder Listige Lis. Jeg tror, jeg Lister mig ind på hende en af dagene og Lis’om bræger en serenade. Eller nej. Det er vist lidt for svanset.

De næste mange runder pakkede vi os om kiddet, og vi nåede faktisk næsten ned til mållinjen, før spændingen blev for meget for ham klaphatten, der havde bolden bolden. Dum som alle beastmen er, forsøgte han at dodge ud af en elvers tacklezone for at score et spektakulært touchdown. I stedet for faldt han bare. Jeg bandt en lyserød sløje i hans gedeskæg som hævn efter kampen. Resten af halvlegen skete der ikke så meget. Jeg kiggede mest på Lis.

Da anden halvleg startede, var der ikke nogen af de bevidstløse elvere, der var kommet på benene igen. Typisk elvere. De går så nemt i stykker. På nær Lis altså. Hun faldt godt nok i 14. omgang, da hun prøvede at løbe langt, men hun blev ikke slået ud. Til gengæld så hun så helt ufattelig uartig ud, som hun lå der på banen med sin latexklædte popo i vejret, at jeg var lige ved at løbe hen for at stange hende på en rigtig djævelsk måde. Ja, Sankt Peter tage mig, om ikke jeg begyndte at løbe hen til hende.

Jeg løber bare desværre ikke særlig hurtigt, så jeg var kun nået halvvejs, da en af de andre elvere lavede et frækt move i højre side af banen og sprang ned og scorede. Som gengæld slog vi en elver mere bevidstløs.

Resten af kampen kunne jeg ikke rigtig koncentrere mig. Jeg tror nok, at vi var tæt på at score i sidste runde, men jeg er ikke sikker, for jeg havde travlt med at kigge på Lis. Hun har en flot, sort pisk, som hun går og knalder med. Jeg ville ønske, hun knaldede med mig i stedet for.

Det var alt for denne gang, kære dagbog. Hvis jeg bruger mere blod på at skrive i dig i dag, ender det bare med, at jeg bliver helt svimmel. Altså mere end jeg i forvejen er af at tænke på Lis.

De væmmeligste hilsener fra din Belmoth Dha Gur

Touchdown