Ja, spørger man mig sådan helt generelt, så kan jeg kun sige: “som regel ikke noget godt.”

Jeg gør dog mit bedste til, at det skal blive anderledes med efterfølgeren til Vraggods. Bind 2 får titlen Aiglans Garde, og det går faktisk overraskende fint med at skrive den. Jeg har netop afsluttet et afsnit omkring Marlen, hvor magisystemet udfoldes lidt mere, end det blev i bind I, og derudover er jeg minsandten også færdig med prologen.

Hvad er det i øvrigt med fantasy og prologer? Jeg kender få andre genrer, der i den grad er henfalden til prologer. Eller dedikationer for den sags skyld. Ikke at jeg ikke selv benytter mig af den slags. Men hvorfor er det lige blevet kutyme? Hvorfor skal fantasyforfattere absolut takke hele verden for, at den har været så tålmodig, mens man skrev bogen, når alle mulige andre forfattere ikke skal? Er vi mere høflige? Jeg tror det næppe. Mere udfordrede på vores skriveproces? Sikkert ikke. Mere melodramatiske? Hmm … svært at sige.

Og hvad med prologerne? Ja, jeg ved godt, at flere handlingsspor (som unægtelig kendetegner fantasygenren) gør det nemt at undskylde et lille indslag fra “the dark side” i starten af bogen. Men er det virkelig nødvendigt? Har vi måske bare set for mange film og erkender instinktivt, at berettermodellens dramatiske anslag også fungerer på skrift, når man ønsker at fastholde publikum fra starten af en fortælling? Tjae … det kan vel ikke afvises. Kan det gøres anderledes? Sikkert. Kommer jeg til at gøre det anderledes i Aiglans Garde? Nææ.

Tror under alle omstændigheder, at det er vigtigt at huske, at drama uden en ordentlig fortælling og interessante karakterer til at motivere det dramatiske er … røvsygt. Sikkert derfor at Sex and the City filmen (ja, jeg indrømmer det blankt: jeg elsker serien – fantastisk persongalleri.) var temmelig so so. Jeg nægter i øvrigt at se toeren.

Bum bum … gad vidst om jeg egentlig kom til at lave en skramme i mit fantasynørdimage med den indrømmelse? Tror, jeg stopper, inden der kommer flere chokerende sandheder på bordet. Afslutningsvist må jeg hellere minde mig selv om at huske at holde fokus på den interessante fortælling fremfor at lade virkemidlerne bære det hele. Der skulle helst ikke være nogen kolosser på lerfødder her. Ud over Mister Big måske. Men hans fødder er jo ikke rigtigt af ler.