Posts Tagged ‘fantasy’

Anbefaling af gode fantasybøger – fem fabelagtige romaner

October 14th, 2010

Billede fra Elfwood

Anbefaling af fem fantastiske fantasy bøger!!

Her på bloggen anmelder jeg fantasybøger og science fiction. Jeg forsøger at være så objektiv som muligt og at give bøgerne en fair chance på deres egne præmisser.

Det er alt sammen meget fint. Men tingene skal ikke altid være objektive. Nogle gange skal det bare handle om PASSION!!!

Derfor har jeg kompileret en lille liste over nogle rigtig gode fantasybøger – ja, faktisk er det nogle af de bedste fantasybøger, jeg har læst. Jeg kunne have valgt at anbefale ældre klassikere for at give indtryk af blot et minimum af dannelse. Men det gider jeg ærlig talt ikke. Lige nu skal det handle om lige nu: scenen som den er idag – crowded til bristepunktet af geniale fortællere, hvis über eventyrlige coolnes ikke står til diskussion. Så hvis du er uenig med mig, udfordrer jeg dig hermed til battle på latexsværd i nørdskoven ved solopgang!

Og så til sagen. Her er fem af mine yndlings fantasyforfattere:

A Song of Ice and Fire – episk fantasyserie af George R. R. Martin. Møgfed fordi hans karakterer er grundigt komplekse, og fordi han med et pennestrøg slår dem ihjel i flæng. Dertil er den obligatoriske kamp mellem godt og ondt så mudret, at det ofte ikke er til at skelne de to sider fra hinanden. Muligvis de bedste fantasybøger jeg nogensinde har læst.

The Soldier Song – trilogi af Robin Hobb. Røvcool fordi hendes fantasyromaner tør låne fra den postkolonialistiske genre og dermed udvider rammerne for, hvad fantasy kan præstere af ikke blot tjubang, men også relevans. Ligeledes nogle af de bedste fantasybøger på markedet!

The Painted Man – af Peter V. Brett. Dæmonisk debutroman af up and coming forfatter. Handler om mennesker, der bliver slået ihjel af dæmoner. Og dæmoner der bliver slået ihjel af mennesker. Masser af virkelig velskrevet vold.

The Name of the Wind – af Patrick Rothfuss. Den mand skriver, så elverne synger! Faktisk sker der ikke skide meget på de storpolitiske linjer i denne digre fantasybog. Hovedpersonen går i trylleskole. That’s pretty much it (dog med lidt ekstra tjavs omkring skolehistorien). Men hvilken hovedperson. Og hvilken skole! Harry Potter go home!!!

Codex Alera – high fantasy af Jim Butcher. Hårdtslående, følsom, overraskende og kulørt. Rigtig gode fantasybøger - pulp af den allerbedste skuffe!

Nå, det var det. Har du læst dem, har du også bare at være enig – ellers ses vi i nørdskoven og alt det der ;) Har du ikke læst dem, så skynd dig at gøre det. Helst gerne i går!

Som et P.S. kan jeg nævne de fantasybøger, jeg selv skriver. Dem finder du her.

Share

Tales of the Otori / Otoriklanens fortællinger – anmeldelse

October 6th, 2010

Otoriklanens Fortællinger med den engelske titel Tales of the Otori er en japansk inspireret fantasytrilogi udgivet i perioden 2002 til 2004. I 2006 fulgte The Harsh Cry of the Heron og i 2007 Heaven’s Net is Wide. Bøgerne er skrevet af Gillian Rubinstein under synonymet Liarn Hearn. Dette er en anmeldelse af de tre første bind: Across the Nightinggale Floor, Grass for his Pillow og Brilliance of the Moon. Anmeldelsen er baseret på de engelsksprogede udgaver af serien.

Otoriklanens Fortællinger foregår i et fiktivt rige, som i høj grad er inspireret af fortidens japan tilsat et stænk magi og et hjemmegjort landkort (som det sig hør og bør i fantasy). Rigets befolkning er inddelt efter skarpe klasseskel med en herskende krigerklasse og en tjenende bonde-, håndværker og købmandsklasse. Herudover spiller endnu to fraktioner en væsentlig rolle for handlingen: De Skjulte, som er udstødte og tror på noget, der minder meget om den kristne Gud (blandt andet symboliseres deres tro vha. korset) og landets oprindelige befolkning, som er i besiddelse af overnaturlige evner og lever i skjul blandt rigets almindelige borgere, hvorfra de driver deres virkelige hverv som spioner og snigmordere. Af disse er Kikutafamilien de mægtigste.

Hovedpersonen i Otoriklanens Fortællinger er den unge Takeo med fødenavnet Tomasu. Han vokser op blandt de udstødte, men hvirvles fra bøgernes begyndelse ind i begivenheder, der placerer ham centralt i krigerklassen med en komplicerende had-/kærlighedsrelation til Kikutaerne. Hans oplevelser bringer ham blandt andet i kontakt med den gudeskønne Kaede, som han med det samme begynder at nære en (gengældt) kærlighed til. Og hermed nok sagt om plottet. Ingen spoilers!

Liarn Hearn har noget utraditionelt valgt at benytte sig af både en førstepersonsfortæller og en tredjepersonsfortæller. Førstepersonsfortælleren knyttes til Takeo, hvilket er meget naturligt, idet fortællingen skal forestille at være hans optegnelser fra et senere tidspunkt i livet, hvilket gøres klart vha. enkelte direkte læserhenvendelser. Tredjepersonsfortælleren følger Kaede og er en almindelig alvidende fortæller. Det fungerer sådan set okay. Men det forekommer mig alligevel ikke at være en optimal konstellation. Hvorfor foregive at historien er skrevet af Takeo, når selvsamme illusion brydes af jævnlige indslag om Kaede? Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår dispositionen.

Når det så er sagt, er der tale om en fortælling skrevet af en yderst kompetent forfatter. Kadencen i plottet har en noget nær perfekt balance mellem eftertanke og action, og Takeos splittelse mellem både krigerklassen, De Skjulte og Kikutaernes opfattelse af ret og vrang gør ham både menneskelig og troværdig og giver læseren lyst til at identificere sig med ham. Herudover er romanerne sprogligt en fornøjelse at stifte bekendtskab med. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på James Clavells gode, gamle Shogun, da jeg læste dem – minus vesterlænding, plus magi. Og så alligevel ikke. For Takeo er på trods af sit ikke vesterlandske ophav alligevel så kritisk overfor de rigide traditioner, der omgiver ham, at han på mange måder sagtens kan sammenlignes John Blackthorne i Shogun. Netop denne kritiske stillingtagen er, hvad der giver historien dens dynamik. Havde Takeo fx ikke følt medfølelse med en stakkels tortureret fange og skænket ham medlidenhedsdøden, ville fangens bror ikke have lært Takeo og kende og en central spiller ville dermed have manglet senere i fortællingen. Stor ros til Liarn Hearn for at forsyne Otoriklanens Fortællinger med en hovedperson af den kaliber.

Netop derfor ærgrede det mig også både gul og blå, at den afsluttende konflikt løses ved hjælp af en deus ex machina så stor som et højhus. Det havde klædt fortællingen, hvis Takeo istedet havde fået lov til at føre den til ende. Godt nok er konflikten med hans ærkefjende allerede løst på det pågældende tidspunkt, men alligevel står Takeo – uden at afsløre for meget -  i problemer til halsen. Disse løses med et trylleslag af omtalte deus ex machina. Jeg har svært ved at se, hvorfor så velskrevet en hovedperson skal kvitte scenen til fordel for et “guddommeligt” indgreb, der muligvis er velforberedt vha. clues tidligere i historien, men som rammer helt fantastisk opportunt i forhold til den centrale konflikt. Så opportunt at det kommer til at virke temmelig konstrueret. Og fantasy – konstrueret og fuld af deus ex machinaer som genren nu engang er – lever at gøre netop dette element af konstruktion så usynligt som muligt. Personligt synes jeg, at det ville have været langt mere spændende at se, hvordan Takeo selv havde grebet den resterende del af konflikten an.

Alt i alt er Otoriklanens Fortællinger dog særdeles kvalificeret læsning. Spændende, velskrevet og indlevelsesværdigt. Og selvom de moralske tematikker bevæger sig inden for et japansk inspireret æreskodeks, kan man med udgangspunkt i disse sagtens overveje, hvad det fx indebærer at fremmedgøre en samlet gruppe af mennesker på baggrund af deres tro eller levevis. Skulle nogen få det indtryk, at jeg med den bemærkning henviser til en central offentlig diskussion i dagens Danmark, kan jeg hilse og sige, at det gør jeg muligvis – med alle de nuancer som dette i givet fald indebærer!!

Share

Fantasticon 2010

September 25th, 2010

Fantasticons logoFantasticon er en årligt tilbagevendende festival for litteratur, film og tegneserier inden for de fantastiske genrer. Fantasticon afholdes i København, hvorfor jeg igennem nogle år har vægret mig lidt ved at tage derover. Men i år besluttede jeg mig for, at det skulle være løgn. Så er Danmark alligevel heller ikke større! Jeg pakkede altså tasken – ekstra t-shirt, underbukser, deo og et enkelt eksemplar af min fantasyroman Vraggods i fald der skulle blive mulighed for at promovere den lidt. Derefter gik turen med 888 til Valby Station og videre til Islands Brygge, hvor jeg heldigvis kunne spare den slunke bankkonto for ubehageligheder ved at overnatte hos en ven fra fredag til lørdag.

Lørdag formiddag gik det så løs. Jeg mødte op i Vanløse Kulturhus med en taske fuld af forventninger og bevæbnet med en enkelt fantasyroman. Heldigvis blev hverken romanen eller forventningerne skuffet. Det første programpunkt, jeg overværede på Fantasticon var et interview med Catherine Asaro, der bla. har skrevet Primary Inversion. Det skulle vise sig at være et godt valg. Catherine Asaro er – ud over at være forfatter til nogle voldsomt spændende science fictionromaner – også professor i kemisk fysik samt udøvende musiker. Den brede palette af viden, hun dermed er i besiddelse af, kom under interviewet bla. til udtryk i nogle meget interessante tanker omkring en fremtidig sammensmeltning af teknologi og den menneskelige fysik. Tanker, der omhandlede både fordele og ulemper omkring en sådan udvikling. Hvem har fx lyst til at downloade en virus direkte til hjernen? Sikkert ikke så mange. Men hvem har på den anden side ikke lyst til med et neuralt interface at kunne tilgå og anvende al den viden, som er akkumuleret i forskellige databaser rundt omkring på nettet? Asaro skrabede naturligvis kun lige overfladen på dette enorme spørgsmål, men hun formåede at ridse komplekset omkring problemstillingen op på en ganske interessant måde med udgangspunkt i spørgsmålet: hvordan ønsker vi overhovedet at definere “menneskelighed”? Skal en sammensmeltning af krop og teknologi ses som en blot og bar forhøjelse af vores mentale beredskab, eller vil det ændre os så fundamentalt, at vi bliver nødt til at udvide definitionen “menneske”. Jeg ligger ikke selv inde med svarene, men jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at skulle forholde os til de spørsgmål i fremtiden. Måske endda inden for de næste 50 år.

Fantasticon var dog ikke kun Asaro. Der var masser andre foredrag og debatter, som jeg ikke vil omtale yderligere her af frygt for at indlægget skal blive alt for langt. Blot skal der lyde en stor ros til annoncørerne for generelt at holde indslagene på et godt og professionelt niveau, som samtidig var tilpas nørdet til, at man sagtens bare kunne fryde sig over, at zombier er seje.

En anden meget positiv ting ved Fantasticon var den mulighed, som den almindelige gæst havde for at skrive sig på til at læse op af sine egne ting. Den benyttede jeg mig af, og jeg er stolt over at erklære, at jeg hermed – sådan rigtig officielt – har fået taget min oplæsningsmødom. Det var sjovt og kun en lille smule intimiderende at læse op af Vraggods for en gruppe mennesker, jeg slet ikke kender. Og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg gør det!

Sidst, men ikke mindst, løb jeg ind i en masse herlige folk på Fantasticon. Jeg kendte ikke rigtig nogen i forvejen, men heldigvis oplevede jeg, at de fleste af både gæsterne og arrangørerne er super søde og snakkesalige, og jeg følte mig i den grad godt taget imod! Så mange tak for det, alle I flinke mennesker – I ved, hvem I er. Jeg glæder mig allerede til at se jer igen!

Share

Twilight af Stepanie Meyer – anmeldelse

September 12th, 2010

For nylig besluttede jeg mig for at læse Stephanie Meyers Twilight (Tusmørke hvis man læser den på dansk). Der har været så meget ståhej omkring de bøger og hele den nye genre “dark romance”, at jeg ikke rigtig synes, jeg kunne lade den være ulæst længere. I hvert fald ikke hvis jeg skal kunne hævde at vide bare et minimum om, hvad der rører sig på fantasy-/gyser-/horrorscenen. Diskussionen om, hvilken genre Twilight så hører hjemme i, gemmer jeg i øvrigt til en anden god gang :)

I hvert fald hændte der det, at jeg, en voksen mand på 32, sneg mig ind på Play.com og klikkede fordægtigt på ”køb”. Jeg tror ikke, der var nogen, der så mig. Men hvis de gjorde, ville det egentlig være okay. For min angst for at få pigelus og blive smittet med romantik blev gjort grundigt til skamme. Dermed ikke sagt, at der ikke er masser romantik og betingelsesløs kærlighed i bogen. Men det bliver serveret på en måde, så man ikke drukner (helt) i sødsuppe. Ros til Stephanie Meyer for det!

Måden, hvorpå Meyer opnår dette, er faktisk meget ligetil. Hun formår ganske enkelt at håndtere de tekniske virkemidler, der skal til for at skrive en bog, folk gider at læse. Karaktererne er velbeskrevne og troværdige, miljøet overbevisende og plottet – om end lidt tyndt, når alt føleriet skrælles væk – skrider frem i et nogenlunde tilpas tempo med fin sammenhæng mellem årsag/virkning og tilpas med initiativ fra karaktererne til, at det bliver dem, der kommer til at definere fortællingens retning. Sproget er simpelt, tight og varieret. Som udøvende inden for romankunsten ved jeg, hvor svært det er at finde balancen mellem de elementer. Der er ingen tvivl om, at Meyer er en dygtig tekniker.

Når det kommer til indholdet i historien, kan jeg naturligvis godt mærke, at jeg ikke just hører til kernemålgruppen. Bogen indeholder alenlange samtaler mellem Edward og Isabella. Samtalerne er overvejende defineret ved nogle ganske bestemte ting: Edwards humør, der fra det ene sekund til det andet svinger som en fuld sømand i hård sø uden kompas. Dette er en af de få svagheder i karaktertegningen. Manden er altså hundrede år gammel. Han må da for syv sytten have lært et og andet om selvkontrol. Det kan godt være, han er vampyr, og at fristelsen til at spise Isabella er heftig. Men for os dødelige mennesker, der skal identificere os med ham, kommer det næsten til at virke komisk, at hans drifter i den grad fungerer som en rollercoaster, der suser af sted på evighedens overdrev. Herudover kan samtalerne mellem Isabella og Edward komme til at virke lige lovlig skemalagte med deres ”nu-er-det-min-tur-til-at-spørge-dig-om-alt-mellem-himmel-og-jord-i-en-hel-dag-uden-at-du-må-spørge-mig-om-noget-med-mindre-du-vil-have-at-jeg-flegner-totalt”-struktur. Edward har også en slem tendens til ofte at sige med en lav stemme, hvad han sidder og tænker. Det virker som om, Meyer er bange for, at læseren ikke kan relatere til ham, hvis ikke han lige sørger for at forklare sine handlinger i læservendte indskudte sætninger. Og da romanen har en førstepersonsfortæller i Isabella, er det den eneste måde, det kan lade sig gøre på. Jeg havde dog gerne undværet det, da jeg ikke synes, det er nødvendigt. Men igen er det måske bare fordi jeg ikke tilhører målgruppen. Herudover er samtalerne centreret helt utrolig meget omkring Edwards og Isabellas forhold til hinanden med meget lidt udblik til verden omkring dem. Det irriterer mig, men det er selvfølgelig meget teenageagtigt at tale sammen på den måde, så det er nok bare fordi, jeg er sådan en mavesur metusalem, at jeg tænder lidt af på det.

Der er også nogle få andre ting, der irriterer mig lidt. Bogen udkom i 2005, men alligevel er de eneste mobiltelefoner, vi hører om, nogle, der virker som om, de kun introduceres for at plottet kan hænge sammen. Folk var dog begyndt at rende rundt med mobiler i flæng på det tidspunkt, så jeg savner dem. Dette trækker efter min mening lidt ned på miljøbeskrivelseskontoen. Herudover undrer det mig, at der ikke bliver sat navn på det band, som spiller på den CD, som i flere scener er central for handlingen (den Isabella har fået af Phil). Her bliver Meyer efter min mening for meget på det generelle plan i stedet for at dykke ned i det partikulære. Man får en fornemmelse af at det skyldes, at hun ved mere om klassisk musik end pop, da hun ikke har nogen problemer med sine Debussy-referencer. Lidt research ville have hjulpet her.

Når alt det ovenstående så er sagt, så gælder det stadigvæk, at Twilight er en rigtig velskrevet bog. Så velskrevet endda, at jeg overvejer at købe toeren. Jeg skal lige sove på det, men mon ikke det ender med, at jeg gør det (hvis ikke jeg bliver drukket af en vampyr inden).

Twilight får otte ud af ti hugtænder herfra.

Som et lille PS kan jeg henvise til denne artikel på Unhappenings, der også omhandler dark romance genren. Nærmere betegnet Shiver af Maggie Stiefvater og Fallen af Lauren Kate.

Share

Interview i Århus Stiftstidende

August 9th, 2010

Før min kæreste og jeg drog på vores tre uger lange transatlantiske eventyr i sommerferien, fik jeg kontakt med en venlig journalist på Århus Stiftstidende. Han lavede et interview med mig, og sørme om ikke jeg ikke derfor under min ferie har været to steder på én gang. I USA. Og i Århus Stiftstidende. Begge dele en lettere surreel oplevelse – på den gode måde forstås :D

Artiklen fra stiften er desværre ikke at finde på nettet. Det betyder dog ikke, at min diminutive, men til gengæld fanatisk loyale fanskare skal snydes for at se den ;) Jeg har derfor scannet artiklen og indsat billederne nedenfor. Her er teksten til de dovne, der ikke gider læse gnidrede billeder:

HØRNING: ”En god bog læser man ikke – den oplever man.”

Ordene kommer fra Sven Damgaard Ørnstrup, der efter et langt tilløb er sprunget ud som forfatter.

Tidligere på året debuterede han med fantasyromanen ”Vraggods”. En fortælling for voksne om kampen mellem det gode og det onde i et magisk univers. Med andre ord en klassisk fantasyfortælling.

”Fantasy foregår i et middelalderagtigt univers, hvor magi er en naturlig ting. Lidt a la i Ringenes Herre. Og så handler fantasy altid om det godes kamp mod det onde. Både på det overordnede og på det personlige plan,” forklarer Sven Damgaard Ørnstrup.

Kampen for den gode start

Sven har også kæmpet på det personlige plan med bogen.

Om ikke med det onde, så i hvert fald med starten.

”Jeg har vidst, at jeg skulle skrive en bog, siden jeg gik på højskole i Viborg i 1999. På det tidspunkt vidste jeg bare, at det skulle være en fantasy- eller science fiction-bog. Uden at ane hvad det skulle handle om,” fortæller forfatteren.

Det skulle også hurtigt vise sig, at det var svært at få hul på fortællingen.

”Jeg var fire år om at skrive starten. Men pludselig en dag var den der: det vidste jeg, fordi jeg havde lyst til at skrive videre på historien. Og den skrev jeg også færdig,” fortæller Sven.

Så skulle man tro, at resten af bogen bare kom af sig selv. Men sådan gik det langt fra. Det tog Sven Damgaard Ørnstrup ydereligere seks år, før bogen var færdig, og forlagene fik den tilsendt. De første, der modtog bogen, afviste den. Og Sven gik i gang med et større arbejde.

”Det hele blev skrevet om mange gange. Og inden jeg sendte den til det forlag, der endte med at udgive bogen, slettede jeg 25.000 ord. Der var alt for mange beskrivende ord i bogen, der bremsede handlingen,” forklarer Sven.

Forsinkede sommerfugle

Den nyudsprungne forfatter fik luget ud i beskrivelserne og fik bogen sendt af sted mod endnu et forlag.

Denne gang sendte han den til et lille århusiansk forlag.

”Og så skete der noget. Forlaget ”Hexameter” vendte tilbage, og sagde, at de ville udgive den.”

Beskeden satte gang i Svens mave.

”Jeg havde egentlig ikke været nervøs ved at sende bogen til forlagene. Sommerfuglene i maven, kom faktisk først, da jeg havde opnået, det jeg ville. Nemlig, at nogen ville udgive bogen.”

Efter at forlaget havde sagt god for bogen, startede endnu en gennemskrivning af den.

”Jeg fik min mor og min kæreste, som begge er uddannede i sprog, til at gennemgå bogen for stave- og grammatiske fejl. Og til at se på dramaturgien i fortællingen. Altså om historien hang sammen. For indholdet, fantasy-fortællingen, kunne de ikke så godt hjælpe med, da ingen af dem er fantasy-fans,” fortæller Sven.

”Bøger skal opleves”

Nu kunne man godt få den tanke, at en forfatter til en fantasybog for voksne, er et menneske, der lever i en verden, hvor magi og fantasyuniverset dominerer hverdagen.

Sådan er det ikke.

”Jeg læser også andre bøger; og beskæftiger mig med andet end fantasy. Faktisk læser jeg alt muligt. Bare det er godt,” siger han, og giver opskriften på, hvad en god bog er:

”En god bog er en, man ikke læser: man oplever den. Pludselig er der gået tre timer; fordi siderne nærmest vender sig selv. Sådan skulle det også gerne være med min bog,” siger den 31-årige forfatter.

Share

Dør baby nu?

July 2nd, 2010

Nej, baby (aka Vraggods) lever tværtimod i bedste velgående.

For et par uger siden tog et online fodboldspil, som jeg dyrker, en temmelig morsom drejning. En morgen da jeg lidt søvnigt loggede ind for at se, om mine spillere skulle have modtaget et træningspas eller to, blev jeg mødt af nedenstående besked på ligakonferencen. Jeg har gået og smågnægget lige siden. For det er bare god humor i min verden. Og så blev jeg faktisk også lidt rørt over, at der er nogen, der har har lyst til at støtte en nyudsprungen forfatter :)

Advarsel! Det følgende indslag er ekstremt nørdet. Dette var, hvad der mødte mig på konferencen.

Rygterne har svirret omkring Århus-klubben El Caminos in the West (min klub), hvor manager javert (undertegnede) har lignet en tordensky den seneste uge. Træningen har budt på løjerlige discipliner som “selvmål på mange måder”, “sløset opdækning”, “ram pølsevognen i stedet for målet” og den klassiske “smør på handskerne” til målmændene. Spillerne har ikke fået nogen forklaring på denne yderst besynderlige opførsel, der yderligere mistænkeliggøres af det faktum, at hele førsteholdstruppen desværre har fået booket tid ved tandlægen søndag ved 16-tiden og derfor ikke kan stille op mod frygtindgydende LTF.

Journalisten har dog – forklædt som pedel – fået adgang til javerts kontor og har fundet en mystisk besked på et stykke sammenkrøllet papir. Teksten – dannet af bogstaver klippet ud af tilbudsaviser – lyder: “STIL MED RESERVERNE PÅ SØNDAG OG SØRG FOR AT TABE STORT. ELLERS DØR BABY”. En direkte trussel, som manager javert tilsyneladende har taget så seriøst, at han har valgt at gå målrettet efter et ydmygende stort nederlag. Men journalisten har manglet den sidste brik, der dog faldt på plads efter et kig i javerts skrivebordsskuffe. Følgende billede er tilsyneladende det, der har skræmt javert til at stille med reserverne. Avisen kan oprigtigt ikke forklare den rette sammenhæng, men så snart vi finder ud af, hvorfor billedet er vigtigt for manager javert, skal vi opdatere denne artikel:

Share

Hvad sker der med sequels?

June 6th, 2010

Ja, spørger man mig sådan helt generelt, så kan jeg kun sige: “som regel ikke noget godt.”

Jeg gør dog mit bedste til, at det skal blive anderledes med efterfølgeren til Vraggods. Bind 2 får titlen Aiglans Garde, og det går faktisk overraskende fint med at skrive den. Jeg har netop afsluttet et afsnit omkring Marlen, hvor magisystemet udfoldes lidt mere, end det blev i bind I, og derudover er jeg minsandten også færdig med prologen.

Hvad er det i øvrigt med fantasy og prologer? Jeg kender få andre genrer, der i den grad er henfalden til prologer. Eller dedikationer for den sags skyld. Ikke at jeg ikke selv benytter mig af den slags. Men hvorfor er det lige blevet kutyme? Hvorfor skal fantasyforfattere absolut takke hele verden for, at den har været så tålmodig, mens man skrev bogen, når alle mulige andre forfattere ikke skal? Er vi mere høflige? Jeg tror det næppe. Mere udfordrede på vores skriveproces? Sikkert ikke. Mere melodramatiske? Hmm … svært at sige.

Og hvad med prologerne? Ja, jeg ved godt, at flere handlingsspor (som unægtelig kendetegner fantasygenren) gør det nemt at undskylde et lille indslag fra “the dark side” i starten af bogen. Men er det virkelig nødvendigt? Har vi måske bare set for mange film og erkender instinktivt, at berettermodellens dramatiske anslag også fungerer på skrift, når man ønsker at fastholde publikum fra starten af en fortælling? Tjae … det kan vel ikke afvises. Kan det gøres anderledes? Sikkert. Kommer jeg til at gøre det anderledes i Aiglans Garde? Nææ.

Tror under alle omstændigheder, at det er vigtigt at huske, at drama uden en ordentlig fortælling og interessante karakterer til at motivere det dramatiske er … røvsygt. Sikkert derfor at Sex and the City filmen (ja, jeg indrømmer det blankt: jeg elsker serien – fantastisk persongalleri.) var temmelig so so. Jeg nægter i øvrigt at se toeren.

Bum bum … gad vidst om jeg egentlig kom til at lave en skramme i mit fantasynørdimage med den indrømmelse? Tror, jeg stopper, inden der kommer flere chokerende sandheder på bordet. Afslutningsvist må jeg hellere minde mig selv om at huske at holde fokus på den interessante fortælling fremfor at lade virkemidlerne bære det hele. Der skulle helst ikke være nogen kolosser på lerfødder her. Ud over Mister Big måske. Men hans fødder er jo ikke rigtigt af ler.

Share

Vinderen er fundet

May 9th, 2010

I søndags holdt verden vejret. Ikke hele dagen, men i hvert fald mens jeg udtrak vinderen af konkurrencen om et signeret eksemplar af Vraggods. Okay, måske var det ikke hele verden, der holdt vejret. Men jeg gjorde i hvert fald. Eller det gjorde jeg faktisk ikke. Men spændende var det under alle omstændigheder!

51 mennesker fra det ganske land havde besluttet sig for at deltage i konkurrencen. Heraf havde de 50 svaret rigtigt.

Fremgangsmåden ved lodtrækningen var som følger: navnene på ophavsmændene og -kvinderne bag de rigtige svar blev indsat i et worddokument, printet og herefter under stor koncentration klippet ud, så der til slut var at forefinde 50 styks små papirlapper med ét navn på hver. Disse lagdes med nænsom hu i en fin og retromoderne skål, som udmærker sig ved at være emaljeret orange indvendigt med et trælignende finish udvendigt. Faktisk er den ganske pæn.

Herefter holdt undertegnede sig uden nogen videre falbelader sig for øjnene med den ene hånd, mens han med den anden trak et navn op hatten – undskyld skålen. Dette navn er – tadaaa:

Ann-Britt Braunscheier fra København. Tillykke til Ann-Britt. Der er ét styks signeret fantasyroman på vej med posten.

I øvrigt tak til alle jer, der havde lyst til at deltage i konkurrencen! Det har været rart at mærke jeres interesse for projektet.

Share

Scifi og fantasy på Barnes and Nobles

March 15th, 2010

Den anden dag var der en af mine bekendte, der var så venlig at gøre mig opmærksom på, at Barnes og Nobles af flere omgang har bedrevet anmeldervirksomhed inden for science fiction og fantasy. Anmeldelserne har været publiceret i magasinet Explorations, der startede i papirform og nu efter et par temporære dødsfald er tilbage i form af en blog.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har kendt til Explorations før nu, men ham Paul Goat Allen, der fungerer som anmelder, virker som om, han ved, hvad han taler om. Personligt har jeg smidt sitet i min RSS, og jeg ser frem til at følge det lidt nærmere i den næste tid.

Gør dig selv en tjeneste og klik derind. Det virker som et solidt koncept.

Share

Find et sejt sværd til din helt

January 25th, 2010

Den anden dag faldt jeg over sitet Blades of Steel. De har et stort udvalg af forskellige blankvåben. Både fantasyvåben og replika af faktiske våbentyper.

Ligesom med Venditio er det faktisk ikke et helt tosset sted at kigge, hvis man mangler lidt inspiration, eller måske bare ikke lige er istand til at visualisere den der herlige kæmpeøkse, man gerne vil udstyre en af sine karakterer med.

I øvrigt kan jeg også anbefale Lademanns Våbenleksikon, som desværre er udsolgt fra forlaget. Det er dog muligt at finde det antikvarisk. Jeg indrykkede en købsannonce på Den Blå Avis, og to uger efter blev jeg kontaktet af en herre, der havde et fint eksemplar, som han gerne ville sælge.

Økse fra Blades of Steel

Økse fra Blades of Steel

Share

Page optimized by WP Minify WordPress Plugin