Følgende indlæg, eller mini-essay om man vil, omhandler ondskab som virkemiddel i litterære tekster – mere specifikt hvilken værdi det kan give en tekst, at læseren foranlediges til at identificere sig med det, man kunne kalde ”onde personer”.

Der er skrevet mange og tykke bøger om, hvad godhed og ondskab er, og så vidt undertegnede er orienteret, er emnet stadig til debat. Det kan dog med rimelighed hævdes, at ondskab er en viljesakt, der strider mod en eller flere sociale konventioner inden for en given samfundsmæssig kontekst.

Ovenstående definition på ondskab medfører, at det i praksis er umuligt at være gennemført ond, idet det ville kræve, at man skulle dedikere hvert eneste vågne øjeblik af sit liv til at bryde de sociale normer, man måtte være omgærdet af.

Dette, at ingen enten er fuldstændig ond eller fuldstændig god, betyder, at alle mennesker potentielt har en moralsk berøringsflade med hinanden, hvilket på sin side igen medfører, at selv en helgen til en vis grad vil have mulighed for at identificere sig med en nazibøddel.

Men hvorfor er det attråværdigt at identificere sig med skidte knægte som nazibødler? Jo, for at lære noget er det ofte nødvendigt at investere noget af sig selv i læringsprocessen. Og vil man gerne lære at være et bedre menneske, må man kende til ondskab. Kende den omkring sig og erkende den i sig selv.

Det skulle dog efter sigende ikke være nogen videre behagelig oplevelse at stifte førstehåndsbekendtskab med konceptet ondskab i fx en koncentrationslejr. Vi har altså brug for en substitut til rusten pigtråd og lugten af skidne barakker.

Her kommer litteraturen på banen. For bøgers lærepenge kan give gode renter.

George R. R. Martin forstår som få andre fantasyforfattere at nuancere sine karakterer.

Romaner har næsten altid en konflikt som deres omdrejningspunkt. En konflikt opstår, når en eller flere parter strides om en given sag. Ofte vil den ene part blive fremstillet som ”ond”, mens den anden part er den ”gode”. Men som antydet ovenfor er tingene knapt så sort/hvide som det. For selv den værste bøddel kan have formildende træk: børn, han elsker. En kone, han bedårer. Og det kan hænde at hans kone og børn endda synes, at han er en dejlig og kærlig familiefar.

I mødet med den slags normale sider af folk, hvis gerninger på andre områder kan betegnes som uhyrlige, har man mulighed for at lære en sandhed om sig selv: hvis en bøddel kan være kærlig og omsorgsfuld, så kan et kærligt og omsorgsfuldt menneske også være bøddel – givet at de rette omstændigheder er til stede. Ondskaben ligger med andre ord latent i os alle.

Når man derfor sidder og digter sin superskurk og lader ham begå allehånde nedrige og modbydelige handlinger, så er det en god ide at huske ind i mellem at træde et skridt tilbage. Tænke på læseren og på, hvad man vil fortælle denne. Vil man pumpe sin læser fuld af farverige, men flygtige ord, som forsvinder, lige så snart de er læst? Eller vil man forsøge at efterlade en erfaring?

Hvis det sidste er tilfældet, så er det i undertegnedes øjne vigtigt, at læseren identificerer sig ikke blot med de gode, men også med de onde karakterer. Og vil man opnå en sådan identifikation, må selv den ondeste og mest depraverede karakter have nogle træk, som læseren kan genkende i sig selv. For hvis læseren genkender det gode i skurken, er der en chance for, at også det onde vil blive genkendt. Måske besidder læseren selv kun en flig af den ekstreme ondskab, som skurken er i besiddelse af. Men som i Snedronningen er selv en flig af det onde nok til at korrumpere og fordærve. Med mindre man altså erkender dets eksistens og overvinder det.

Det er usandsynligt, at ondskaben kan overvindes én gang for alle. Den er et grundvilkår i vores eksistens. Men for hver gang vi vinder over den, bliver den lettere at mestre, så der er bestemt god grund til at gøre en indsats. Både som læser og forfatter.