… I hvert fald hvis man ønsker at skrive en god solid page turner.

Det er min overbevisning, at en rigtig uimodståelig, billedskabende og gribende fortælling er afhængig af, at læseren formår at identificere sig med den beretning, der præsenteres. Der er mange måder, hvorpå en sådan identifikation kan opnås. Blandt andet kan man arbejde med at gøre sine karakterer nuancerede. Jo mere nuancerede karakterer man opererer med, desto større spillerum er der for at skabe den identifikationsproces, som er nødvendig for at fange læserens interesse. Mere information om nuancerede karakterer kan findes her.

En god måde at præsentere sine karakterers personlighed på (og dermed nuancere dem) er gennem dialogen. Det er gennem samtalen, at vi mennesker er vant til at lære hinanden at kende – og dermed identificere os med hinanden. Da dialogformen således er et velkendt instrument til skabelse af forståelse, giver det  god mening at benytte sig af den som et litterært virkemiddel, der hjælper læseren med at finde ind i teksten og relatere fortællingen til sig selv.

Jeg kan ret godt lide denne stribe med Steen og Stoffer. Steens skæve personlighed præsenteres knivskarpt gennem hans ”verbaliseringsprojekt”, og Stoffers reaktion er et glimrende eksempel på det at lade en karakter overraske læseren med en velgennemtænkt reaktion på et udsagn. Desuden er det ret morsomt, at vi rent faktisk befinder os i en tid, hvor "accessing" er blevet et ganske almindeligt ord. Udviklingen går ofte stærkere (og i andre retninger), end vi forestiller os.

Der er lige så mange måder at skrive en dialog på, som der er forfattere. Hvad der præcist definerer en god dialog er derfor heller ikke entydigt. For mig personligt er det dog – som nævnt ovenfor – af stor betydning, at dialogen er med til at inddrage læseren i fortællingen. Rent teknisk kan dette opnås ved blandt andet at overveje følgende punkter, mens man skriver:

• Dialog er dobbelttydig: den præsenterer en karakters personlighed, men er samtidig med til til udvikle denne personlighed. For hver gang en person i en roman ytrer sig om noget, vil læserens opfattelse af denne person ændre sig en smule. Med andre ord udvikler karakterer sig gennem deres dialog. Med udvikling menes i denne sammenhæng den rolle, som karakterer indtager over for hinanden og fortællingen som sådan.
  • Det er derfor vigtigt, at det, der bliver sagt, ligger i tråd med den opfattelse, læseren hidtil har fået af karakterens personlighed. Hvis dette ikke er tilfældet, vil den udvikling, som en given ytring dækker over, forekomme urealistisk, og læseren vil dermed få sværere ved at identificere sig med personen.
  • I denne sammenhæng er det vigtigt at huske på, at en karakters udvikling lige så vel kan være en stædig holden fast i status quo, som det kan være en ivrig omfavnen af alt, hvad der er nyt. Det lyder muligvis bagvendt, men det er vigtigt at huske, at når vi i denne sammenhæng taler om udvikling, skal det forstås som karakterens rolle i forhold til resten af fortællingen. Og dette omfatter ikke nødvendigvis progression.

• Dialog giver mulighed for en reaktion. I det øjeblik en person ytrer sig om noget over for en anden person, åbner dette en mulighed for at lade person nummer to reagere på det, der bliver sagt – nøjagtig som i virkelighedens verden. En sådan reaktion er på sin side igen en mulighed for at se et aspekt af verden på en ny måde. Eller holde fast i allerede formede synspunkter. Uanset om der sker det ene eller det andet, er udvekslingen af meninger med til at definere karakterernes interne relation. Og som læser er det vigtigt at have en god forståelse for disse forhold for at blive grebet af fortællingen.

• Som læser er det også vigtigt at blive overrasket. Hvis man vidste det hele på forhånd, var der jo ingen grund til at læse bogen. Det kan derfor godt betale sig at bruge god tid på at overveje, hvordan en karakter skal forme sin dialog. På den ene side skal den ligge i forlængelse af karakterens personlighed, men på den anden side gør det heller ikke noget, hvis læseren overraskes af en karakters udsagn (eller handlinger). Så længe disse blot kan opfattes som realistiske i forhold til den givne karakters personlighed.

• Sproget. På baggrund af blandt andet ovenstående behov for overraskelse vil jeg personligt hellere bruge tid på at overveje indholdet af det en karakter siger, end på at hænge mig i, hvad der lige præcis bliver brugt af adjektiver. Dermed ikke sagt, at det ikke er vigtigt, hvilke ord man benytter. For sproget skal naturligvis være realistisk i den forstand, at det afspejler karakterernes plads i fortællingen og i livet. Det nytter jo ikke noget, at en simpel staldkarl begynder at smide om sig med fine ord. Medmindre selvsamme staldkarl måske i virkeligheden er en adelsmand, der har spillet alt sit jordiske gods bort. I sådan et tilfælde vil det ligefrem være en pointe at lade ham skille sig ud fra mængden ved hjælp af sit sprog – det eneste han har tilbage af sin fædrende arv.

Der er naturligvis masser af andre ting at sige omkring dialog, men de får være usagte i denne omgang. Og husk så i øvrigt på, at det, der ikke bliver sagt, er mindst lige så vigtigt, som det, der bliver sagt