Posts Tagged ‘landkort’

Kort over Matinepia

February 27th, 2010

Jeg lovede vist en gang for længe siden at poste det landkort, som jeg har lavet over Matinepia med Campaign Cartographer 3. Lad det hermed være gjort.

Som jeg også skrev dengang er jeg voldsomt godt tilfreds med Campaign Cartographer 3. Det har vel taget mig omkring 30 timer at designe kortet. Med til den historie hører, at jeg stort set ikke kan tegne en streg i frihånd uden at ødelægge både papir og blyant, og at jeg samtidig heller ikke er voldsomt velbevandret i grafikprogrammer.

Alligevel synes jeg selv, at det er lykkedes mig at producere et overbevisende landkort. Mange tak til folkene bag CC3 for deres både billige og forholdsvis letanvendelige stykke software!

Her er kortet. Det findes naturligvis ligeledes i starten af Vraggods.

Matinepia

Matinepia

Share

Campaign Cartographer – fantasylandkort i en håndevending

November 15th, 2009

Landkort lavet med Campaign Cartographer 3. Kortet er fra min fantasyserie, Abaddons Arv - klik for større billede

Informationssamfundet og dets vel nok fasteste grundpille, internettet, kan indimellem være en ganske fiks ting at have ved hånden. For eksempel hvis man lige står og mangler et tegneprogram, som kan hjælpe med det der fantasylandkort, som man har gået og tumlet med. Et par søgninger på Google, og vupti dukker en mængde programmer op. Mange af dem er ikke meget ved, men Campaign Cartographer 3 har formået at imponere mig!

Programmet kan købes som download på http://www.profantasy.com/shop/default.asp. Det koster tredive pund og er dermed ikke uoverkommeligt.

Brugerfladen fungerer som i Photoshop ved lagdeling, hvor du kan tildele hvert enkelt lag i billedet nogle bestemte attributter. Fx kan du udviske al skrift, så det ligner udflydt blæk eller ridse dine landmasser op med en streg. Lagdelingen betyder, at det meget hurtigt er muligt at ændre grundlæggende på et givent korts udseende.

En af de eneste hæmsko, er den måde, hvorpå man vælger og udfører kommandoer med musen. Her adskiller programmet sig fra andre windowsbaserede applikationer, idet man ikke kan benytte det traditionelle “højreklik –> vælg handling”. I begyndelsen virker det mere end blot frustrerende, men heldigvis er mennesket en adaptiv art, og efter blot et par timer, tænkte jeg personligt ikke mere over det.

Instruktionsvideoer til programmet findes her: http://www.profantasy.com/community/cc3_tutorials.asp.

Det kan varmt anbefales at se videoerne igennem. De demonstrerer meget pædagogisk programmets grundlæggende funktioner, og man bliver godt klædt på til selv at begynde at eksperimentere.

Skulle man have brug for fx flere ikoner, end dem der følger med programmet – fx flere typer træer – så kan man købe add-ons indeholdende netop sådanne. De ikoner, som følger med fra starten, er dog både rigelige og nydelige. Add-ons er for dem, der virkelig ønsker at give den gas.

For mit eget vedkommende var grundpakken nok til at tegne landkortet til min fantasyserie, Abaddons Arv, så man skal ikke være bange for at købe katten i sækken.

Her er endvidere et par andre eksempler på, hvad man kan få ud af CC3.

CC3

Campaign Cartographer

Share

Page optimized by WP Minify WordPress Plugin