Jeg ved næsten ikke, om jeg skal grine eller græde, men tilsyneladende har en World of Warcraft-spiller fra Taiwan gennemført spillet. Jeg har godt nok ikke selv spillet det, så jeg kan kun referere følgende fra Blast Magazine:
He’s killed killed 390,895 creatures, died 8,543 times for a kill to death ratio of 45.75, somehow amazingly accrued 7,255,538,878 points of damage and has completed 5,906 quests for an average of 14.6 quests per day.
Med det kendskab jeg har til WoW fra forskellige bekendte, må det have taget ufatteligt mange timer at nå dertil – hvilket får mig til at tænke på, hvad sådan en fyr/tøs monstro ville have fået tiden til at gå med for en 20-30 år siden?
Ville han have været nøjagtig lige så monoman – blot på et andet område? Eller ville hans liv have taget en mere nuanceret drejning? Jeg har ikke svaret, men det kunne være interessant at overveje, hvorfor virtuel interaktivitet med sine – set i forhold til den virkelige verden – yderst begrænsede valgmuligheder, kan virke så tiltrækkende på mange mennesker. Selv spiller jeg jævnligt computer, og jeg bilder mig ind at vide, hvordan vores taiwanesiske ven har det. Blot i mildere målestok. Nogle gange kan det være ufattelig svært at slippe et computerspil. Min egen erfaring er imidlertid, at der nu alligevel altid kommer et punkt, hvor spillet er udtømt og med ét slag bliver uinteressant.
Men hvorfor i det hele taget tiltrækningen? Er det netop, fordi virtuel interaktivitet har så begrænsede muligheder? At den er langt lettere at definere og få hold på end den virkelige verden? Repræsenterer den et overskueligt alternativ til det kaos, som omgiver os til daglig? Tilfredsstiller de kunstigt udformede scenarier en form for narrativt begær, som kun kan mættes ved at drømme sig til et andet sted?
Det er interessant at overveje. Særligt fordi en form for narrativt begær også gør sig gældende i forhold til litteratur. Det er godt nok minus interaktiviteten, men den grundlæggende følelse af ikke at kunne slippe et spændende computerspil eller en god bog er for mig langt hen ad vejen den samme.
Trangen til at drømme sig væk er ikke ny, og der er skrevet mangt og meget om den. Meget mere, end en sølle blog kan håndtere. Hvis der dog trods alt skal uddrages en eller anden form for brugbar essens af ovenstående lidt sludrevorne indlæg, kunne det være følgende:
Begår man sig på en eller anden måde inden for en kreativ metie, der har med historiefortælling at gøre, så husk på følgende: vi ønsker faktisk alle sammen at blive forført. Hvad enten vi er læsere, brugere, seere eller hvad det nu kan være. Kunsten består i at forføre på den rigtige måde.
Og at stoppe mens legen er god.
