Posts Tagged ‘patrick rothfuss’

Anbefaling af gode fantasybøger – fem fabelagtige romaner

October 14th, 2010

Billede fra Elfwood

Anbefaling af fem fantastiske fantasy bøger!!

Her på bloggen anmelder jeg fantasybøger og science fiction. Jeg forsøger at være så objektiv som muligt og at give bøgerne en fair chance på deres egne præmisser.

Det er alt sammen meget fint. Men tingene skal ikke altid være objektive. Nogle gange skal det bare handle om PASSION!!!

Derfor har jeg kompileret en lille liste over nogle rigtig gode fantasybøger – ja, faktisk er det nogle af de bedste fantasybøger, jeg har læst. Jeg kunne have valgt at anbefale ældre klassikere for at give indtryk af blot et minimum af dannelse. Men det gider jeg ærlig talt ikke. Lige nu skal det handle om lige nu: scenen som den er idag – crowded til bristepunktet af geniale fortællere, hvis über eventyrlige coolnes ikke står til diskussion. Så hvis du er uenig med mig, udfordrer jeg dig hermed til battle på latexsværd i nørdskoven ved solopgang!

Og så til sagen. Her er fem af mine yndlings fantasyforfattere:

A Song of Ice and Fire – episk fantasyserie af George R. R. Martin. Møgfed fordi hans karakterer er grundigt komplekse, og fordi han med et pennestrøg slår dem ihjel i flæng. Dertil er den obligatoriske kamp mellem godt og ondt så mudret, at det ofte ikke er til at skelne de to sider fra hinanden. Muligvis de bedste fantasybøger jeg nogensinde har læst.

The Soldier Song – trilogi af Robin Hobb. Røvcool fordi hendes fantasyromaner tør låne fra den postkolonialistiske genre og dermed udvider rammerne for, hvad fantasy kan præstere af ikke blot tjubang, men også relevans. Ligeledes nogle af de bedste fantasybøger på markedet!

The Painted Man – af Peter V. Brett. Dæmonisk debutroman af up and coming forfatter. Handler om mennesker, der bliver slået ihjel af dæmoner. Og dæmoner der bliver slået ihjel af mennesker. Masser af virkelig velskrevet vold.

The Name of the Wind – af Patrick Rothfuss. Den mand skriver, så elverne synger! Faktisk sker der ikke skide meget på de storpolitiske linjer i denne digre fantasybog. Hovedpersonen går i trylleskole. That’s pretty much it (dog med lidt ekstra tjavs omkring skolehistorien). Men hvilken hovedperson. Og hvilken skole! Harry Potter go home!!!

Codex Alera – high fantasy af Jim Butcher. Hårdtslående, følsom, overraskende og kulørt. Rigtig gode fantasybøger - pulp af den allerbedste skuffe!

Nå, det var det. Har du læst dem, har du også bare at være enig – ellers ses vi i nørdskoven og alt det der ;) Har du ikke læst dem, så skynd dig at gøre det. Helst gerne i går!

Som et P.S. kan jeg nævne de fantasybøger, jeg selv skriver. Dem finder du her.

Share

Name of the Wind af Patrick Rothfuss

November 29th, 2009

nameofthewind

The Name of the Wind af Patrick Rothfuss udkom i 2007. Personligt har jeg først haft fornøjelsen af at læse bogen i år – hvilket jeg på mange måder er glad for, fordi det betyder, at ventetiden på bind to bliver kortere.

Det er meget svært at begribe, at The Name of the Wind er en debutroman. Ikke så snart havde jeg åbnet bogen, før en eller anden emsig fantasydrillenisse kom springende og limede den fast til mine hænder med usynlig superlim. Eller sådan føltes det i hvert fald. The Name of the Wind er en af den slags bøger, som kan få mig til at glemme alt om både mad og søvn. Og ikke bare fordi den har et godt plot. Hvilket den har – men det er ikke alt.

Karaktererne er mangefacetterede og troværdige. Magisystemet er originalt. Og den verden, som Patrick Rothfuss har opfundet, er yderst plausibelt og detaljeret fremstillet. Sproget er rigt og forholdet mellem beskrivelse og handling befinder sig i en tilstand af ekvilibristisk ligevægt, som burde være ganske umulig at opnå for almindelige dødelige. Kun meget få gange på de ca. 650 sider, som bogen fylder, springer en sætning i øjnene som unødvendigt kunstlet.

Bogen er en rammefortælling og har som sin hovedperson tusindkunstneren Kvothe, hvem vi følger fra barnsben og op gennem ungdommen. Det er Kvothe selv, der fortæller historien, og det gør han retrospektivt og med bravur. Selvom den Kvothe, som vi følger, er ung, så er bogen bestemt ingen børnebog. Dette skyldes i høj grad Kvothes usædvanlige intelligens og det faktum, at den unge kvothes lidelser fortælles gennem den ældre Kvothes livstrætte optik. I mine øjne en lille genistreg fra Patrick Rothfuss’ side.

Desværre ser det ud til at trække ud med bind to. Amazon har tilsyneladende haft en udgivelsesdato fremme, men Patrick Rothfuss nægter selv at give et bud på, hvornår den er klar.

Undertegnede venter i spænding! I mellemtiden læser jeg nok bind et igen.

Share

Page optimized by WP Minify WordPress Plugin