Jeg har aldrig læst noget af Catherine Asaro, før jeg læste Primary Inversion. Og det er jeg glad for. Det betyder nemlig, at jeg har et helt dugfriskt forfatterskab til gode. Nu håber jeg bare, at de næste bøger i serien om the Ruby Dynasty besidder de samme kvaliteter som den første.

Primary Inversion er benhård, velfortalt scifi med runde hjørner og bred appel. Den tager de bedste elementer fra space operaen og den hårde science fiction og blander dem i et orgie af laserlys og lødig litteratur. Bogen har en troværdig teknologidel (det er tilsyneladende ikke for ingenting, at Asaro er Ph.D. i kemisk fysik fra Harvard), et velfortalt plot, lækkert, fyldigt og smidigt sprog samt et persongalleri, der formår at engagere læseren. Hvad mere kan man ønske sig?

Det teknologiske setup kunne tænkes at trække på eksempelvis Asimov og Gibson, da vi både finder telepati og en art cyberspace. Herudover støder læseren også på en god del augmented reality som det sig hør og bør i en rigtig scififortælling nu om dage. Det er desuden interessant at se, at Asaro i høj grad ser fremtidens rumfarende mennesker som organiseret i feudallignende samfund – på nær én fraktion, som er demokratisk. Det feudale aspekt vækker minder om Frank Herberts Dune, men er efter min mening mere realistisk beskrevet – eller mere nuanceret skulle jeg måske sige.

Jeg sidder nu og vrider min hjerne efter noget skidt at sige. For en anmeldelse bør jo påpege mindst én svaghed. Men jeg kan simpelthen ikke finde på noget. Jeg er ganske enkelt vild med det faktum, at jeg er stødt på en roman, som blander hård science fiction og space opera på så eminent vis som Primary Inversion.