Invasion

For nylig læste jeg et interview med Brian Roland Larsen på Fantastiske Forfattere. Det viste sig hurtigt, at der var tale om noget så sjældent som en dansk forfatter, der skriver space opera. Nærmere betegnet en serie ved navn Solar. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men tænkte med det samme: hurra!! For jeg kan nemlig godt lide space opera!!

Jeg skyndte mig derfor ind på bogpriser.dk for at få fat i hele serien. Desværre viste det sig, at første bind var udsolgt fra forlaget, og en forespørgsel på genoptryk blev returneret med negativt svar. Heldigvis kan den lånes på bibliotektet. Det var derfor, hvad jeg gjorde, og nu har jeg læst den. Efter endt læsning skal der først og fremmest lyde endnu en opfordring til forlaget mellemgaard, der udgiver serien: på trods af nogle svagheder, som nok for en stor dels vedkommende skal tilskrives forfatterens alder på udgivelsestidspunktet, synes jeg godt om bogen. Jeg vil derfor endnu en gang opfordre til et genoptryk. Ikke mindst fordi en udsolgt 1′er i mange tilfælde vil afholde folk fra at købe de efterfølgende bind i serien.

Men nok om det. Nu til sagen. Første bind i serien Solar hedder Invasion. Den foregår i en fjern fremtid, hvor mennesket har koloniseret indtil flere stjernesystemer. Det er gået helt uden problemer indtil den dag, hvor en fremmed og temmelig aggressiv race opdager vores bestræbelser. De beslutter sig uden dikkedarer for at slette mennesket fra det galaktiske landkort.

Dette resulterer i første omgang i en konfrontation, der foregår omkring en forskningsstation, hvor modgiften til en farlig virus, som de fremmede har sluppet løs, findes. Det gælder nu for menneskene om at få virussen reddet ud og bragt til jorden, inden forskningsstationen bliver skudt i smadder af de teknologisk overlegne fremmede.

Det efterfølgende plot er meget lineært og uden de store forviklinger. Til tider kan det få tingene til at virke lidt for simple – som fx da en enlig smugler uden det store besvær formår at spore og opsøge en kriminel oprørsleder, der igennem flere år har leget kispus med jordens efterretningstjeneste.

Herudover er sproget sine steder lidt for simpelt og talesprogsagtigt til helt at kunne opretholde den litterære illusion. Man falder simpelthen som læser ud af historien, fordi man bliver opmærksom på teksten som tekst. Dette bl.a. på grund af formuleringer som “helt vildt godt” og angloficerede orddelinger som fx “oxygen beholder”.

Der er også andre småting, der forstyrrer. Som fx det faktum at rumslag udkæmpes på baggrund af visuelle observationer fra de store rumskibes cockpit. Her ville det i mine øjne have virket mere realistisk at lade sensorer stå for dataindsamlingen, så kommandørerne ikke skulle stå at kigge ud af vinduet, men istedet nøjes med at træffe beslutninger på baggrund datainput.

Herudover er der sine steder karakterer, der ikke er 100 pct. troværdige. Og nogle gange skinner inspirationen fra Star Wars måske lige rigeligt igennem (parlamentets udformning med svævende platforme samt Han Solo lignende karakter med Millenium Falcon lignende rumskib.

Men husker man sig selv på, at det hele er skrevet af en knægt på 15-16-17 år (jeg mener, at Brian Roland Larsen var 17, da bogen udkom første gang), ja så er det temmelig nemt at tilgive. Særligt fordi han demonstrerer en veludviklet evne til at opretholde flow og spænding i de mere actionprægede afsnit – de afsnit som i mange henseender er alfa og omega for space opera. De andre ting skal nok komme hen ad vejen.

På trods af ovenstående kritikpunkter vil jeg anbefale bogen til dem, der i forvejen synes om space opera. Her er tale om et friskt bud på genren fra en ung dansker med gå-på mod og masser af gode ideer. Jeg for min del glæder mig i hvert fald til at komme igang med næste bind (som jeg har købt sammen med de resterende bind i serien på nær det sidste, som endnu ikke er udkommet).