Zamyatin færdiggjorde sin dystopiske roman We omkring 1921, hvorefter den cirkulerede blandt Sankt Petersborgs intelligentsia i fragmentform. I kraft af sin dystopiske dimension forholder romanen sig kritisk til totalitarisme, hvorfor Stalin ikke så med milde øjne på værket og nogle år senere forviste Zamyatin.

Selvom We har en hel del år og en verdenskrig på bagen, er den stadig drønrelevant. Særligt i disse tider, hvor mange demokratiers frihedsrettigheder udfordres af et folkeligt og politisk ønske om øget kontrol og sikkerhed. Seneste eksempel er udvidelserne i politiets ret til præventivt at anholde mennesker, som politiet mistænker for at ville begå ulovligheder i forbindelse med fx en demonstration.

Det er forkert at sige, at det danske demokrati er blevet totalitært – dertil mangler vi endnu et godt stykke vej. Men ovenstående tiltag er et eksempel på en tendens, som peger i retning af en totalitær tankegang. I den forbindelse kan det, uanset om man er politiker eller privatperson, være godt at gøre op med sig selv, om man virkelig ønsker at samfundet flytter sig i den retning. Her kan en roman som We være et godt sted at hente inspiration til sin beslutningsproces.

Dystopien som genre er meget kort fortalt udsprunget af den utopiske tradition. Den er kendetegnet ved en negativ valorisering af indskrænkningen af borgernes individuelle udfoldelsesmuligheder frem for at se dette som et positivt samfundstræk, ligesom utopien gør det.

Zamyatins dystopi følger op på traditionen fra fx Edward Bellamys, William Morris’ og H.G. Wells’ utopier ved at være hensat til fremtiden. Her hører lighederne dog også op. Handlingen udspiller sig i en lukket by-enklave, hvor indbyggerne designeres med numre frem for navne. De bor bogstavelig talt i glashuse, hvor væggene er gennemsigtige, så de på intet tidspunkt kan foretage sig noget, uden at andre kan se, præcis hvad de laver med undtagelse af de få minutter om ugen, hvor de dyrker reglementeret sex med denne eller hin partner, som de har ansøgt om at få tilskikket af styret (med partnerens samtykke).

***Spoiler alert***

Handlingen præsenteres gennem fortællerens og hovedpersonens – D-503s – dagbog. I modsætning til det meste af den forudgående utopiske litteratur, er D-503 ikke en tilrejsende, men en indfødt i det samfund, der præsenteres. Han adskiller sig dog fra sine medborgere ved at være ”ramt” af sine følelser i modsætning til de fleste andre individer i samfundet, der let tilpasser sig den rationalitet og fornuft, som dette er bygget op på. D-503 bliver dermed på trods af sin status som ”indfødt” en identifikationsfigur for læseren. Hovedsageligt i kraft af det faktum at han besidder et følelsesliv. Han bliver, efterhånden som bogen skrider frem, mere og mere utilpasset og ender med at deltage i et oprør mod staten, der dog slutteligt slås ned med hård hånd. Kort herefter modtager han en operation, der helt fjerner hans følelser og kun efterlader en afdæmpet glæde ved alt, der er logisk og fornuftigt. Kort sagt fylder staten ham med sig selv, som det er sket så mange gange før i den litterære utopis og dystopis historie.

***Spoiler alert slut***

Det er i mine øjne usandsynligt, at Danmark inden for de næste mange, mange år vil ende på samme måde som det samfund, der fremstilles i We. Når bogen alligevel er relevant, skyldes det dels, at den spejler en tendens i vor egen samtid samt den måde, hvorpå den fremstiller totalitarismens indvirkning på de individer, som er tvunget til at leve med den. Zamyatin var ingeniør, og hans personer tvinges til at opgive deres grundlæggende menneskelighed til fordel for en maskinel levemåde, hvor de reduceres til tandhjul med én bestemt funktion: at holde samfundsmaskinen fast i en status quo af menneskeligt afsavn.

Ovenstående er ikke at forstå på den måde, at jeg mener, at et samfund hverken kan eller skal tillade sine indbyggere at leve uden hensyn til det fælles bedste. Gjorde vi det, ville vi hurtigt forfalde til anarki og kaos. Men når man indskrænker den individuelle frihed, indskrænker man også ofte vores mulighed for at udvikle os. Både som individer og som art.

Det at bevare en fornuftig balance mellem individualitet og regulering er derfor i mine øjne af yderste væsentlighed for et frit og trygt samfund. Præcis hvor den optimale balance er at finde, må bero på en kvalificeret diskussion, som er kendetegnet ved oprigtig og langsigtet optagethed frem for simpel symbolpolitik. We er et godt sted at hente inspiration til sådan en diskussion.

Det samfund, der portrætteres i bogen, er temmelig ekstremt. Men mange gange fremmer overdrivelse forståelsen. Og forståelse er essentiel, når vi bliver stillet over for valget om, hvilket samfund vi reelt ønsker at leve i.

På baggrund af dette vil jeg give We mine varmeste anbefalinger med på vejen.

• Previous Entry: Slutningen på Peter Hamiltons void-trilogi planlagt til september 2010
• Next Entry: Kampreferat fra Blood Bowl. Hoplagederne mod Sorte Slyngler